23. maj 2026
Danskere fint fra start i stor tysk turnering
Opdateret lørdag den 23. maj: German Bridge Trophy begyndte fint set med rød/hvide briller. I opvarmningsturneringen fredag aften blev Christian Lahrmann og Andreas Plejdrup nummer to. Der blev spillet imp-par, hvor Lahrmann og Plejdrup scorede plus 781 imp i alt svarende til plus 2,2 imp pr. spil. Adskillige andre danske par var også et godt stykke over middel.
Parturneringen blev vundet af Sofie Sjødal fra Norge og Juan Felipe Cuervo fra Colombia. Du kan se resultater fra turneringen her.
Premieren lover fint for holdturneringen, som spilles lørdag, søndag og mandag med en række danske hold til start.
- - -
Fredag den 22. maj: En lang række af de par, som vi sender til EM i Riga i slutningen af juni, varmer op i pinsen i German Bridge Trophy. Der transmitteres fra en kamp i hver runde på BBO, så vi skal nok få nogle rød/hvide spillere på skærmen og dermed en lejlighed til at vurdere EM-formen.
Fredag aften varmes op med en parturnering, hvor en stribe landsholdsfolk er i aktion. Det gælder blandt andre to tredjedele af damelandsholdet i form af Helle Rasmussen - Lone Bilde og Ella Rosthøj - Julie Sigsgaard. Også Camilla Bo Krefeld - Johan Hammelev fra mixedlandsholdet og Christian Lahrmann - Andreas Plejdrup fra åbent landshold er til start.
Fra lørdag til mandag spilles en holdturnering, hvor der også er mange danske hold tilmeldt. Blandt andet stiller to af de tre par fra seniorlandsholdet op som Danish Seniors: Steen Schou - Jørgen Hansen og Lars Blakset - Knut Blakset. Du kan se hele feltet her.
German Bridge Trophy spilles for 12. gang og afvikles i år i Magdeburg. Læs mere om turneringen her (links på engelsk nederst på siden).


