Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
14. juni 2018

Mulige dansk VM-kvartfinaler

Gennem de seneste måneder er de første kvalifikationsrunder af det først Online VM for juniorer blevet spillet. Danmark har to hold med i turneringen, et U16 og U26. I første statusopdatering om turneringen blev U26-holdets to første kampe samt U16-holdets første kamp gennemgået.

Den artikel kan læses på: /Default.aspx?ID=22168

Gennem de seneste måneder har U26-holdet spillet 4 ud af deres sidste 5 kampe i kvalifikationsrunden. U26-holdet førte efter deres to første kampe, men da Frankrig ventede i næste runde, formåede de ikke at følge kursen. Danmark stillede op med Søren Caspersen - Sophie Bune og Victor Todd-Moir - Søren Bune. Desværre ramte det danske hold ikke dagen, og det blev til et nederlag på 44-14.

I næste runde ventede Brasilien. Her måtte man splitte par op, da det var en stor nok udfordring blot at få aftalt en kampdato med brasilianerne. Derfor spillede Emil Buus Thomsen med Søren Bune og ved det andet bord sad Sophie Bune - Søren Caspersen. Brasilianerne trak i den kamp det længste strå, hvor danskernes sløje spil blev straffet med et 12-IMPsnederlag.

I femte kamp måtte man igen spille med et usammenspillet par, da også japanerne var svære at have med at gøre, når det kom til at finde et spilletidspunkt. Her spillede Andreas Plejdrup - Sophie Bune, mens Søren Bune - Victor Todd-Moir sad ved det andet bord. Det var en meget tæt kamp med lav omsætning, hvor japanerne i sidste ende vandt med 15-14. På trods af de tre hårde kampe, kunne U26-holdet dog stadig nå kvartfinalen.

For at komme i top 4 i gruppen og dermed sikre sig videre avancement var kravet inden kampen mod USA i 6. runde en sejr. Morten Bilde, som er kaptajn på holdet sagde, at de gerne skulle vinde med 20+ IMP, og det leverede Andreas Plejdrup - Søren Caspersen og Søren Bune - Victor Todd-Moir, som var ved bordene til den kamp.

I dette spil stod Søren Caspersen for et af kampens højdepunkter, da han fornemt spillede 4sp hjem.

Ved det anden bord havde Søren Bune og Victor Todd-Moir sat den, da der efter et hjerterudspil kom spar rundt til Sørens konge. Søren spillede derefter hjerter dame og derefter hjerterbonde, som spilfører fejlagtigt trumfede, hvorefter Victor kunne trumfe over og vente på at få stik på klør kongen, som dermed var det sættende stik.

 

Søren Caspersen skulle ikke have nogle problemer og spillede trumffarven på en måde, der er næsten ligeså god som dobbelknibningen - og måske endda bedre, når der er risiko for trumfninger i sidefarverne. Han spillede nemlig spar til esset og fældede den blanke konge, hvorefter der kontrakten aldrig kom i fare. Dermed tjente Danmark 12 IMPs i kampen, hvor de levede op til målet og vandt med 41-19. Dermed er der stadig håb for kvalifikation til kvartfinalerne, hvis man kan slå Grækenland i sidste kvalifikationsrunde.

Dette er nemlig stillingen efter 6. kvalifikationsrunde (bortset fra, at DK fik 9,67 og ikke 10,0 KP i runde 5). Dermed er der kun 1 KP op til top 4, hvor også 2.- og 3.-pladsen er inden for rækkevide. Svenskerne ser dog ud til at gå komfortabelt videre.

 

Efter runde 1 lå U16-holdet på 8.-pladsen, hvilket lige er grænsen for, hvem der kommer i kvartfinalerne, da U16-rækken kun består af én gruppe. Siden den første kamp har U16-holdet dog spillet 5 kampe, og de har nu lagt sig i en fornuftig position.

I runde 2 var Grækenland modstanderen. Her stillede Danmark op med Clara Bruun - Amalie Bune og Leah Jacobsen - Frederikke Graakjær. Her spillede pigerne forrygende og tog en sejr på 52-15 med derfra. I 3. kamp spillede U16-holdet igen god bridge, da Aron og Daniel Tylvad og Sarah Henriksen - Georg Würtz slog Taiwan med 70-14 og dermed tog 20 KP med fra den kamp.

I runde 4 stod den på skandinavisk derby, da Sverige stod for døren. Svenskerne endte foran danskerne ved EM i fjord, men det skræmte ikke de energiske U16-spillere. U16 spillede igen en god kamp, hvor Aron - Daniel og Leah - Frederikke slog Sverige med 25 IMPs.

I runde 5 stoppede denne sejrsstime dog, da Kina var modstanderen. Kina har været det mest aktive land indenfor U16-bridge, i hvert fald, når man snakker deltagerantal. I 2015 var 42 ud 82 par fra Kina ved VM for par, og deres U16-hold kunne i dette tilfælde tage en 9-IMPssejr. Dog skal det siges, at der var flere spil i kampen, som turneringslederen stadig kigger på, og Kaptajn Morten Bune regner med, at der kommer en korrektion i danskernes retning.

I runde 6 spillede danskerne mod Canada. Her gik det frem og tilbage, men med Leah - Frederikke og Sarah - Georg ved bordene endte Danmark med at trække det længste strå og vinde den meget rodede kamp med 4 IMPs. Det danske hold har dermed alt i alt leveret en fin indsats i de første 6 kampe, hvor dette er stillingen:

I sidste runde møder U16-holdet England. En kvartfinaleplads er sikret, men man har god mulighed for at tage 1.-pladsen. Det vil nemlig kun kræve en 4-IMPssejr. Og blot en 8-IMPssejr vil sikre dem mod overhaling nedefra. Det bliver dermed spændende, når Aron-Daniel og Clara-Amalie skal i ilden mod England.