Efter læsning af hele debatten på Bridgewisser kan man ikke være i tvivl om, at afbuddet fra Boye og Espen ligesom fra Roy og Sabine er begrundet i Fantonis nu officielt godkendte deltagelse på det italienske hold. Jeg kan kun udtrykke min store beundring for det offer, som disse 2 par hermed har ydet i bestræbelserne på at få bekæmpet snyderi indenfor bridge.
Om det så har eller vil få nogen effekt kan kun tiden vise, selvom der på Bridgewisser er anbefalet flere andre tiltag. Udover muligheden for at flere par eventuelt personligt melder fra, foreslås det, at hver enkelt nations hold ved selve turneringen kan nægte at stille op i den specifikke kamp imod det italienske hold i åben række.
Fælles for de ovennævnte "reaktionsmuligheder" er, at de kun har en symbolsk demonstrativ karakter, bl. a. også fordi "afbudsparrene" jo hidtil omgående af blevet erstattet med et nyt reservepar udpeget af deres eget nationale forbund. Det, som de mest kritiske skribenter efterlyser, er, at en af de anmeldte nationer på forhånd melder hele sit hold fra !
Fristen for dette sidstnævnte tiltag er vist netop udløbet, så vores hjemlige DBF i så henseende kan ånde lettet op. For ellers må man nok kunne sige, at med Sabine og Roy som "halvdanskere" og vores norske frontkæmpere i snyderibekæmpelse på banen, ville netop Danmark være en nærliggende kandidat til at gå i deres fodspor. Alt naturligvis, hvis man er enig i og aktivt vil medvirke til at realisere målsætningen om at bekæmpe/straffe snyderi bedst muligt.
De enkelte spillere/par kan vist stadig indtil den 20-8 melde fra, men det er efter min mening ikke et skridt, som man med rimelighed kan forvente af amatørspillere (jeg stopper her, så det ikke bliver for langt).
|