"Det er ligegyldigt hvad du spiller, I får kun to stik mere" er et krav om rest minus to stik. Når man afgiver sådan et krav, er spillet som udgangspunkt slut. Er der uenighed, er det TL, der spiller alle fire hænders resterende kort efter nogle bestemte retningslinier.
"Nå, nu spillede du til dobbelt-renonce, så får I kun et stik" antyder at alle fire spillere var enige om at fortsætte spillet. Det blev indført som en mulighed i 2017. Bordet fanger, og nu er der derfor kun ét stik til modspillet.
Hvis "i tidernes morgen" imidlertid er før 2017, var det faktisk ikke i overensstemmelse med de daværende regler at aftale at fortsætte spillet, efter der var afgivet et krav, så jeg tænker, at TL kunne have rullet situationen tilbage og tildele modspillet 2 stik.
"Vi spiller kun om overstik" er lidt mere spooky og kan ikke betegnes som et krav om et bestemt antal stik. Vi har imidlertid reglerne om vildledning i § 73E2. Hvis der rent faktisk er en nedgangsvariant, har spilfører bragt sigselv i problemer. Er der en gråzone med hensyn til spørgsmålet, om modspillerne nu tænker på en mere afslappet måde og derfor nu spiller kortene på en anden måde, men måske ellers kunne have fundet sættemuligheden, risikerer spilfører stærkt, at usikkerheden afgøres til den ikke-fejlende sides fordel.
"Vi spiller kun om overstik" er i det hele taget en bemærkning, som der ikke er meget godt at sige om. Måske kan den spare nogle få sekunder i hold (ikke i par), men også i hold kan det være afgørende at få et IMP mere. Dertil kommer at bemærkningen forstyrrer den tænkende modstanders overvejelser.
|