Som turneringsleder og -arrangør ville jeg egentlig helst, at det var deltagerne der debatterede turneringen med hinanden på en måde, så jeg bare kunne nøjes med at lytte og lære. Men jeg kan fornemme, at der er nogle der brænder efter at få mig i tale; og det vil jeg da så imødekomme.
Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at ved afviklingen af finalen i DM for Seniorhold var der ikke en eneste ”hovsa”-beslutning. Alle beslutninger blev truffet af de kompetente organer med åbne øjne og fuldt overlæg. Dernæst vil jeg gerne stå ved, at jeg personligt bærer et betydeligt ansvar for de trufne beslutninger – enten i det jeg har leveret af oplæg og input til TUK eller i og med, at jeg da begivenheden oprandt som tilstedeværende chef-TL selvfølgelig havde det endelige ord på stedet.
Så er det også vigtigt for mig at få med, at Corona-hensyn på intet tidspunkt var udslagsgivende for de beslutninger, der blev truffet. Alle beslutninger blev truffet ud fra et eneste hensyn: Nemlig at skabe den bedst mulige bridgeturnering for alle deltagere, under skyldig hensyntagen til myndighedernes aktuelle restriktioner og anbefalinger. Og det var det vi gjorde. (Bemærk, at hvis turneringen havde været planlagt til at blive afviklet en uge tidligere, så havde den samme politik ført afviklingen til et elektronisk medie; men på det konkrete afviklingstidspunkt fulgte vi netop myndighedernes aktuelle retningslinjer og anbefalinger.)
Jeg vil gerne fortælle baggrunden for en række konkrete beslutninger:
Alle skal spille hhv. holde pause samtidigt – også selvom det giver en virkelig underlig turneringsplan for C-rækken (foreslået af mig, besluttet af TUK).
Det giver så absolut en bedre turneringsdynamik, at man bevæger sig i takt. Spillere har en tendens til at blive højttalende, når de selv er færdige med en halvleg, så jo flere der også er færdige med en halvleg, jo bedre. Samtidig er en landsdækkende turnering en mulighed for at mødes med gamle venner på tværs af alt muligt andet; og den mulighed går lidt tabt, hvis ens gamle venner spiller, mens man selv har pause.
Alle skal spille de samme fordelinger (foreslået af mig, besluttet af TUK).
Her taler vi 100% spillerfornøjelse. Fra TL’s side ville det være meget nemmere, hvis hver kamp spillede sine egne fordelinger. Spillerfornøjelsen ved at spille de samme fordelinger i rækken er bla.:
- At alle (12-spils-)kampe er lige udfordrende/trivielle
- At man kan beregne en multi
og på tværs af turneringen:
- At man kan observere og reflektere over generelle forskelle på en a-række- hhv. en c-række-håndtering af en given fordeling
- At man kan diskutere sin personlige oplevelse af et spil med sine venner – også de venner, der ikke spiller i samme række som en selv
Endvidere er det min erfaring, at hvis TL styrer den rækkefølge i hvilken kortene spilles ved det enkelte bord, så kan man stort set komme ethvert problem med nabolytning til livs. En erfaring som alle spillere bekræftede mig i igennem weekenden, idet vi havde præcis nul tilkald vedrørende ubeføjet information fra nabobordene; og som Steen Schou i ord endvidere bekræftede i sin sejrstale.
DBf havde lejet hele Blaksets Bridgecenter (4 spillelokaler) til arrangementet. Udnyttelsen heraf var følgende: Et spillelokale, et spiselokale, et BBO-lokale og et uudnyttet lokale. (Foreslået af mig, drøftet iblandt turneringslederne og besluttet af mig.)
Fordelene er mange, fx:
- Det giver et uforholdsmæssigt kvalitetsløft til turneringen, når turneringslederne kan arbejde som et team. Det er ikke så nemt at forstå, hvis man ikke har erfaring med turneringsledelse; men man kan måske prøve at se en håndboldkamp for sig, og så forestille sig, at de hver især spillede på syv små baner, én mod én.
- Det skaber en fed stemning, når vi er mange sammen (ligesom når spillere kommer til Svendborg – de kunne have spillet de samme turneringer til sommerbridge derhjemme eller på nettet)
- Det er rart at have et spiselokale, der ikke er spillelokalet
- (Og så min egen personlige kæphest, at hvis bare spillerne sidder tæt nok, så er de nødt til at koncentrere sig om eget bord; og magter ikke også samtidigt at have antennerne rettet mod nabobordet)
Nu håber jeg, jeg har opfyldt det åbenbare ønske, det var at få mig i tale. Jeg håber endvidere, at det kan blive starten – og ikke slutningen – på en debat blandt turneringsdeltagerne, hvor jeg kan lytte og lære, hvorvidt disse har haft en god turnering eller ej. Jeg er – på trods af min i bridgesammenhænge forholdsvis unge alder – en temmelig erfaren turneringsleder, der er nærmere mit trediveårsjubilæum end mit femogtyveårs ditto; men jeg indrømmer uden blusel, at al den erfaring jeg har, har jeg opnået ved at se, lytte, reflektere og lære.