Kære Søren Rungholm Jensen, Sune Groes, Peter Møller Nielsen, Kim Nielsen, Ole Randrup og Jens U. Kromann.
Hvor er det dejligt at se, at I bruger Debatten til at dele jeres oplevelser og give udtryk for jeres synspunkter. Tak for det! Og jeg tilslutter mig også Søren Rungholm Jensens tak til de frivillige, der har taget udfordringen op rundt omkring i klubberne.
Samarbejdet med Aller er en rigtig god chance for, at vi kan få bredt det gode budskab om bridge ud til nogle målgrupper, som vi ikke plejer at få i tale. Hovedformålet med at gå ind i det samarbejde har været at få pr. til bridgen. Det skulle gerne munde ud i nye bridgespillere, som enten kommer på introkurser den 28. maj i Aller-huset, eller som kanaliseres ind via Bridgens Dag den 28. august, som SØNDAG vil omtale i begyndelsen af august.
SØNDAG bringer også en række bridgerelaterede artikler her i foråret, og vi har inviteret en række kendte personer, der også spiller bridge, til at deltage i finalen for på den måde også at gøre begivenheden interessant for andre af Allers magasiner. Dermed støtter Bridge med SØNDAG og Prins Henriks Grand Prix rigtig godt op om det medlemsprojekt, DBf påbegyndte sidste år. Det projekt går som bekendt ud på, at DBf hjælper klubberne med at skabe nogle forudsætninger for, at klubberne kan hverve nye medlemmer.
Fra sekretariatets side har vi fortalt om samarbejdet med Aller på flere måder. I forhold til klubberne har vi fortalt om samarbejdet på klubdagene i januar i Silkeborg og Ringsted og i en mail til alle klubber med et tilbud om at afholde en lokal kvalifikationsturnering. Det kom der 37 indledende turneringer ud af, hvor der nogle steder har været flere klubber, der er gået sammen om en turnering, så antallet af klubber, der er med, er højere.
I forhold til klubbernes medlemmer har vi omtalt samarbejdet i de tre seneste numre af Dansk Bridge, der har været en oversigt over alle spillestederne i de seneste to numre, og der kommer yderligere omtale op til finalen i majnummeret og sikkert også nogle billeder fra finalen i septembernummeret. Samarbejdet har været promoveret både på hjemmesiden, hvor der har været en fast boks med overskriften "Prins Henriks Grand Prix - i samarbejde med SØNDAG" og på Facebook. Endvidere har vi fået en liste over alle lokale spillesteder med i flere udgaver af SØNDAG.
Det er klubberne, der i sidste ende skal høste fordelene ved den opmærksomhed, samarbejdet kan give. Det er derfor ikke alene forbundet, der skal sørge for lokal opmærksomhed. Jeg ved ikke, i hvor høj grad klubberne har slået på tromme for deres kvalifikationsturneringer, men jeg har da set turneringen i Hammel omtalt i Midtjyllands Avis både før og efter turneringen, så i hvert fald nogle steder har klubberne grebet muligheden og gjort noget ved det.
Indtil nu har flere end 500 spillet med i de indledende runder. Man kan altid ønske sig, at der havde været flere med, og det er efterlysningen af, at vi skulle have gjort meget mere ud af omtalen fra sekretariatets side vel også udtryk for. Når der tilsyneladende er mange, der ikke har hørt om turneringen, så er kommunikationen selvfølgelig ikke lykkedes fuldt ud. Nu evaluerer vi på forløbet, når finalen er spillet, så ethvert input om, hvad I gerne ville have, at vi havde gjort anderledes, er meget velkomment. Dog kunne jeg godt ønske mig lidt mere konkrete meldinger om, hvad det er, I synes, vi skulle have gjort. Det er jo nemt nok at sige, at vi skulle have skrevet endnu mere på vores platforme (blad, hjemmeside og Facebook), men havde vi fået budskabet bredere ud af det?
Kim Nielsen efterlyser atter en kommunikationsstrategi. Jeg skal ikke påstå, at ovennævnte tiltag er udtryk for en egentlig kommunikationsstrategi, men vi har da en kommunikationsplan. Klubkonsulenterne har ikke været tænkt specielt ind i samarbejdet med Aller, men klubberne kan som altid trække på dem også i denne forbindelse.
Jeg må give Peter Møller Nielsen ret i, at det ikke har været godt nok, at præmielisten til kvalifikationsturneringerne ikke har ligget klar noget tidligere. Vi har dog sendt den ud, så snart vi havde den klar. Og som Jens U. Kromann skriver, så går de 100 kroner pr. spiller til finalearrangementet. Der er ikke tale om et sponsorat fra Allers side, men et samarbejde, hvor begge parter gerne skulle få noget positivt ud af det. Vi får omtale, og SØNDAG får noget indhold og et tilbud til deres læsere.
Kvalifikationsturneringerne er enten sølv- eller guldturneringer. Derfor skal de også opfylde de betingelser, der gælder for sølv- og guldturneringer, herunder, at de skal være åbne for alle. I sekretariatet er vi ikke bekendt med, at disse regler ikke har været fulgt alle steder. Tvært imod har vi specifikt gjort klubberne opmærksomme på, at de skulle være forberedt på og parat til også at tage spillere ind, som slet ikke er medlem af en DBf-klub.
Mange deltagere i de lokale kvalifikationsturneringer er et af succeskriterierne, der er med til at afgøre, om der er grundlag for at gentage turneringen. Men den virkelige test er, om der kommer mange nye medlemmer til efterårssæsonen. Lad os alle trække på den hammel, der kan få det til at lykkes.
Til sidst er jeg nødt til at kommentere på Søren Rungholm Jensens bemærkning om, at DBf's fokus skulle være på elite, juniorer og begyndere, og ikke på bredden. Nu har sekretariatet med Prins Henriks Grand Prix søsat et projekt med et klart breddesigte. Det er derfor svært at forstå, hvorfor DBf (som jo i øvrigt er os alle sammen, og ikke bare hovedbestyrelse og sekretariat) skal have skudt i skoene, at vi ikke interesserer os for bredden. Medlemsprojektet, som jeg har refereret til oven for, handler naturligvis om at tiltrække nogle nye begyndere, men det er jo en stor satsning for at sikre, at vi også de kommende år har en bredde.
Med venlig hilsen
Flemming Bøgh-Sørensen
Generalsekretær