Kære Jens Kristian.
Ja jeg kan godt læse at du hverken ønsker et svar fra Bio eller mig, men det er altså efter min mening ikke vores IT-leverandør, som skal bruge tid på at svare herinde. Det ved jeg godt de gør ind imellem alligevel, idet de selv er bridgespillere.
Når jeg så alligevel svarer er det bl. a. fordi jeg sidder i BC3 udvalget og dermed hele tiden på en eller anden måde arbejder med, hvad vi som udvalg tror klubber og medlemmer af forbundet får mest ud af og har mest brug for. Forbundet har jo ikke uanede midler til rådighed til at vedligehold og udvikle vores IT-systemer, så vi er hele tiden nødt til at prioritere.
Første prioritet er selvfølgelig at løse klubbers og medlemmers opståede akutte og andre problemer som ofte er opstået som følge af forkert opsatte turneringer eller at man ikke er helt dus med teknikken, f. eks. fordi man er ny på BC3. Disse opgaver varetager BC3 udvalget ikke, idet de varetages af Forbunds superbrugerne og IT-leverandøren. På den del bruges desværre størstedelen af de timer vi har reserveret hos leverandøren. Forbundet har længe ønsket at reducere denne andel og i stedet bruge en langt større del på udvikling, men det kræver jo at disse problemer og ændringsønsker mindskes hos brugerne.
Mens Coronaen hærgede var der ikke så stort ryk på vedligeholdelsesdelen og vi fik dermed ca. 1½ år, hvor vi fik lavet nogle rigtig gode udviklingstiltag hos leverandøren som forbedrede hastigheden på BC3 væsentligt. Så fik vi desværre et tilbagefald ved starten af denne sæson, som gjorde at systemet arbejdede meget langsommere end tidligere. Dette blev desværre først løst henne omkring november måned, Men herefter blev det igen markant bedre.
Du starter dit indlæg med at det er en gammel traver du hiver frem, og du har helt ret i at det har vi kommenteret på stort set altid og det bliver vi sikkert ved med. Jeg er ikke så meget tekniker, at jeg kan forklare dig hvorfor det tager væsentlig længere tid at danne en resultatliste til upload og efterfølgende at sende den til nettet end det tager at se stillingen under handicapknappen på hjemmesiden, Men jeg kan da godt give et par gæt her og måske kan du selv finde flere: Resultatet på HCP-listen er det første der dannes når turneringen er forbi og så tror jeg du henter resultatet direkte inde fra maven i BC3. Inden du kan uploade dette resultat til hjemmesiden skal der laves double-dummy analyse (hvis vi beder om det). Herefter dannes en liste som kan sendes til hjemmesiden på den server som ofte er meget belastet mellem 22 og 23 på hverdage, når alle skal sende. Denne liste skal så gennem et nåleøje og sendes til hjemmesiden sammen med alle de andres hjemmesider.
Jeg tror da lige som dig at vi med uanede ressourcer kunne få kraftigere servere og kunne optimere udregning og upload, men lige nu prioriterer vi nogle andre opgaver højere. Personligt oplever jeg ikke at det tager mere end omkring 3-4 minutter at danne og udskrive resultatliste og derefter kan den sendes til hjemmesiden som normalt også er fornuftig hurtig.
Men som bruger af BC3 vil jeg altid, nøjagtig som dig, gerne have at det var meget hurtigere at sende resultaterne til nettet, men jeg synes vi må tro på at vores IT-support gør deres bedste med de til rådighed værende midler.