Balanceberegningen i BC er en opgørelse af skævheden over alle par i en parturnering. Den tager ikke højde for de forskellige grundtyper, som skifteplaner er udtryk for. Derfor er en Mitchell på balancen meget skæv, fordi parrene kun møder den ene halvdel af de andre par ved bordet, og skifteplanen (både hvilebords- og hoppe-) ikke på nogen måde kompenserer den "mangel".
Hvert par i en Mitchell-undergruppe møder præcis de samme par i den anden undergruppe i samme verdenshjørner, hvorved de stilles helt lige - altså perfekt balance indenfor undergruppen.
Selve beregningen af resultatet, dvs. hvordan parpoint bliver beregnet og tildelt hvert par, er den samme i alle skifteplaner, men når en skifteplan helt adskiller to undergrupper som i Mitchell, bliver matematikken sådan, at hver undergruppe har lige mange parpoint at kæmpe om, men ingen point fra den anden halvdels pulje. De konkurrerer hver for sig; følgelig kan de opgøres hver for sig. Derfor opdeler BC resultatet af en Mitchell i to lister.
Det andet spørgsmål er lidt sværere, for det kommer an på, hvad man vil opnå med turneringen: Man kan sortere parrene ind i de to undergrupper efter tilfældighed, balancering eller styrke:
- Tilfældighed vil jeg fraråde som det dårligste valg.
- Ved balancering opnår man det samme som i mange andre turneringsformer: Repræsentativ konkurrence, blandet oplevelse af modstanderne ved bordet, korrekt beregning af MP og handicap.
- Ved styrkesortering møder alle de stærke alle de svage ved bordet, men de konkurrerer med hinanden indenfor gruppen. Det synes de svage par som regel ikke om (bordoplevelsen), selv om opgørelsen bliver retfærdig for alle.
|
