Hej Per,
Det kan næppe komme bag på nogen, at perioden fra start december til start januar er ret begivenhedsløs. Højdepunktet var DM i Skolebridge, og i samme periode blev der afholdt et bridgearrangement for universitetsstuderende.
Nu anser du det måske ikke for relevant at læse om unge mennesker, men hvad får dig til at tro, at din holdning repræsenterer de øvrige 24.000 medlemmer? Artiklerne er ikke målrettet de unge selv, men bladets læsere, og man behøver ikke selv være universitetsstuderende for at læse om unge mennesker - ligesom man ikke behøver være damespiller for at læse om damedivisionen eller være landsholdsspiller for at læse om EM eller festivaldeltager for at læse om festivalen.
Man kan også stille sig selv spørgsmålet, hvor mange læsere der vil være af Dansk Bridge i fremtiden, hvis vi udelukkende henvender os til gruppen over 60 år, som udgør 80 % af DBf's medlemmer.
Hvis du mener, at der skal være seniorstof til seniorer, så må det have glædet dig, at jeg bragte to forskellige referater fra de indledende runder i DM seniorhold i to på hinanden følgende blade - nogle vil måske mene, at det var overkill med to artikler fra de indledende runder, men jeg bragte dem, fordi den ene omhandlede toppen, hvor den anden var en beretning fra bredden. Anser du dette for relevant journalistisk stof?
Du skriver: "Det er selvfølgelig bemærket at der er en hel del sider der omhandler begyndere og klubspillere samt tvekamp, og uanset at dette læses med interesse af mange, så kan det næppe kaldes journalistisk stof."
Hvorfor? Betragter du ikke undervisningsartikler som journalistisk stof? Eller Tvekampen? Mener du, at det blot er en gengivelse af meldeforløb? Og er det vigtigere at kategorisere noget som "journalistisk stof" end at bringe det, som "læses med interesse af mange"? Hvis du ikke anser disse artikler for journalistisk stof, så vil jeg fraråde dig nogensinde at læse andre bridgeblade end Dansk Bridge. Så vil du i hvert fald have udfordringer med at finde "journalistisk stof."
Jeg modtager hver måned reaktioner fra læsere, som har glædet sig over en bestemt artikel/skribent, som de synes var særligt god til at kommunikere, så de som læsere fik mest muligt ud af det. Og det er sjovt nok aldrig den samme skribent - for skribenterne er lige så forskellige som læserne. Desværre er alle lovprisninger altid stilet direkte til mig, hvorimod ca. fire (periodisk) utilfredse læsere her på Debatten på skift tager patent på at repræsentere læsernes holdninger. I kølvandet på hvert indlæg modtager jeg så opbakkende mails fra medlemmer, som ikke har lyst til at "deltage i mudderkastningen", men som "synes, du har meget brede skuldre som redaktør. Bare bliv ved. Bladet har aldrig været bedre."
Du skriver ydermere: "Dette efterlader mig, og måske en hel del andre modtagere af Dansk Bridge, med indtrykket af at vores medlemsblad er ved at miste taget i de flere end 24.000 medlemmer der troligt møder op i de mange klubber ud over landet, og som egentlig udgør grundstammen i DBf’s medlemmer."
Hvad får dig til at tro, at de øvrige har samme holdning som dig? Hvem tror du har mest kontakt med læserne i det daglige? Der er netop nu en diskussion om den fremtidige distribution af Dansk Bridge. Ved du mon, hvor mange klubber der i den anledning siger, at Dansk Bridge for deres medlemmer er den væsentligste årsag til at være medlem af DBf?
Det er umuligt at gøre alle tilfredse med alt indholdet i hvert blad. Alligevel viste den seneste medlemsundersøgelse (som dog blev foretaget før jeg tiltrådte som redaktør), at tæt på 90 % af medlemmerne var tilfredse eller endog meget tilfredse med Dansk Bridge og fandt artikler, som var relevante for dem. Det tal kan selvfølgelig have ændret sig i min tid som redaktør. Spørgsmålet er i hvilken retning. Måske det er tid til en ny undersøgelse. Så kan vi alle få syn for sagen.
Som medlemsblad skal Dansk Bridge indeholde en vis portion organisationsstof. Dog er både jeg og sekretariatet opmærksomme på, at bladet er til for læserne, og administrative meddelelser til klubberne kører via andre kommunikationskanaler, da de som regel kun er relevante for de 320 klubformænd.
Udover dette stof forsøger jeg at komme så vidt omkring som muligt. Da jeg tiltrådte som redaktør, forsøgte jeg i min første leder at gøre op med, at al indholdet i bladet skal være for alle. Det er ganske enkelt umuligt at ramme 24.000 forskellige mennesker. Der er også 5 forskellige større danske dagblade og lige så mange TV-stationer. Mit mål er, at der skal være noget i bladet for alle. Begyndere, topspillere, unge, ældre, spilføringsinteresserede, dem der ikke gider læse det bridgetekniske, men hellere vil have portrætter eller historier fra de varme lande.
Du efterlyser en radikal fornyelse af Dansk Bridge. Jeg foreslår, at du går rejser lidt frem og tilbage gennem de seneste årtier for at se på indholdet dengang og nu. Jeg modtager også meget gerne forslag til den radikale fornyelse. Skal vi kun have undervisningsartikler i fremtiden? Skal vi kun have organisationsstof? Skal vi stoppe med at bringe spil og kun have "journalistisk" stof? Skal vi have en ny og ældre mandlig redaktør igen?
Her er et udpluk af de klager, jeg har hørt i min tid som redaktør: "Der er for mange ligegyldige historier ude fra klubberne", "Hvorfor hører vi aldrig noget om, hvad der rører sig ude i klubberne?", "Der er for meget om skolebridge", "Hvorfor var der ikke noget om juniorhold i Sverige?", "Du lefler for annoncørerne ved at skrive om bridgerejser", "Hvorfor er der aldrig noget om bridgerejser?", "Du skriver om de samme om og om igen", "Hvorfor skal vi læse om en eller anden ukendt spiller, der har slået en knibning?", "Der er alt for meget om landsholdene", "Hvorfor var der ikke mere end 5 sider fra EM?", "Du skriver for meget om dig selv", "Hvorfor skriver du aldrig mere om dine egne oplevelser?", "Hvorfor er der ikke flere portrætter?", "Der er for meget om Prins Henrik", "DBf promoverer sig selv for meget", "Der mangler organisationsstof i bladet". Jeg kan fortsætte.
Om ikke andet kan jeg da bryste mig af at gøre mit job dårligt i et meget varieret omfang.
Flere her på Debatten efterlyser svar på, hvorfor der er så stort frafald blandt ansatte og frivillige i DBf. Nogle gange skal man måske se sig selv i spejlet, mens man stiller det spørgsmål.
Med venlig hilsen
Christina Lund Madsen
Stolt redaktør af Dansk Bridge - indtil der kommer en radikal fornyelse