Hej Hans
Jeg kan som BBO-operatør hele weekenden konstatere, at såvel jeg som min medoperatør Rikke Capion begge havde god tid til at taste i de fleste af kampene. MEN jeg kan også konstatere, at der mig bekendt kun var én af sektionerne (mener det var anden sektion i semifinalen i den ene af de to kampe) hvor der var ét bord, der overskred den fastsatte tid med omkring 10 minutter.
Ellers er det min klare opfattelse, at alle øvrige runder blev afviklet indenfor den tid, der var afsat til de 16 spil (2 timer og 20 minutter).
At dét så blev opfattet af såvel dig som af mig som værende ret langsomt/eftertænksomt i flere spil, dét kan vi to ikke være uenige om var tilfældet. Men andre spil blev afviklet i et tempo som var det dig, der spillede ved bordet. Samlet set, så blev kampene afviklet indenfor den lovfastlagte tid. Så at skulle bede holdkaptajnerne om at justere på holdopstillingerne finder jeg ikke så nødvendigt. At skulle udelukke par, der ikke kan vil følge reglerne finder jeg helt oplagt -- men dét var jo på ingen måde tilfældet i dét her tilfælde. Der var mig bekendt INGEN par, der ikke fulgte reglerne - tværtimod.
Bridge er en tankesport - og nogle tænker hurtigere end andre. Med omkring 900 tilskuere på BBO, så kan jeg godt forstå spillerne lige tænker en ekstra gang over deres spilleplan. Så længe det holder sig indenfor tidsgrænsen, så er det jo fuldstændigt tilladt.
Så Hans, jeg er helt og aldeles med på, at det var langsomt til tider i løbet af såvel semifinalerne som finalen. Men det var indenfor reglerne. Hvad det så var spillerne tænkte over når de tænkte, dét vil jeg på ingen måde kunne forklare 100% fyldestgørende. Jeg kan blot sige, at det ville have været meget sjovere at være tilskuer, hvis vi havde mulighed for at scanne spillernes hjerner og få det omsat til lyd, så vi kunne høre det.
Jeg tror vi to ville blive overrasket over hvor mange ting de egentligt når at tænke igennem, og uanset om det virker som om, at "man ikke en eneste gang kunne sige til sig selv, at den manøvre må det have taget tid at regne ud." så er det de bedste spiller vi har i landet, der spillede i slutspillet. Jeg ville have spillet meget hurtigere, hvis jeg havde siddet ved bordet. Måske er det fordi jeg spiller meget hurtigere og tænker over meget mindre, at jeg ikke sidder der i slutspillet.
Jeg synes reglerne omkring tid er nødvendige at have. Når spillerne holder sig indenfor disse regler, så kan jeg ikke rigtigt se problematikken. Bortset fra, at i enkelte spil kan man godt nok hurtigt komme til at kæmpe med søvnen, hvis man ikke er helt udhvilet. Dette fortalte en af de få ugler ved slutspillet faktisk ret direkte til én af spillerne midt under kampen. "Du spiller ALT FOR LANGSOMT !" sagde hun efter et spil, og ja, dét var de andre tre ved bordet også enige om :)