Debatforum

Tak for svar, men det var ikke liii..ge den slags "doping", jeg refererede til.

Det er et vanskeligt spørgsmål om WADA's liste over forbudte stoffer gælder for turneringsbridge i almindelighed. WBF (World Bridge Federation) har tilmeldt sig WADA, så det formelle grundlag er til stede

Dopingreglerne forbyder ikke at man drikker kaffe, ryger tobak eller drikker alkohol i forbindelse med bridgeturneringer. De forbyder morfinpreparater, som Karsten er inde på, men forbuddet gælder ikke lægeordinerede smertestillende midler i forbindelse med et behandlingsforløb.

Alkohol (etanol) er ikke på den generelle liste. Det er på den supplerende liste for 5 sportsgrene, men bridge er ikke en af de 5.

Som jeg læser Kirstens indlæg, drejer det sig ikke så meget om doping i gængs forstand, men det at man køber sig til en professionel/bedre spiller for at opnå et godt resultat i en turnering.

Hvis jeg har ret, er min holdning, at det hverken kan eller skal vi lave bestemmelser for. Over hele verden er det et kendt - omend lille - fænomen og bruges med mange formål for øje - f.eks. træning, at blive bedre, at vinde en specific turnering (se bare på sponsor situationen på mange hold helt frem til Bermuda Bowl).

Men også for modstanderne synes jeg det er sjovt/positivt på denne måde at møde nogle af de bedste i Danmark/verden - det sker ikke i ret mange andre sportsgrene.

Og vi har (og får sikkert mange flere) en del turneringer som er delt op efter handicap (eller tidligere turneringsarrangørens vurderinger) i A, B og C rækker, så der er i ganske høj grad taget hensyn til dette

Tak til Jens Toft for et svar og en holdning. Det er NÆSTEN helt, hvad jeg efterlyste. Jeg mener absolut heller ikke, at der bør laves bestemmelser for at hindre køb af "professionel" hjælp ved bridgebordet. 

Jeg savner imidlertid holdning til, om DBF's  turneinger om guld- sølv mv. burder afholdes som handicapturnerng med særlig regulering ved for stor difference i handicap hos et par.

Det kendes fra golf i Greensome (ud over 60-40 regulering) En klub kan lave turneringsbetingelser, der IKKE vil acceptere en større difference hos Greensomeparret end 12.

I bridgen kunne det i en handicapturnering måske være på 10 - eller hvad mener du/I.?

Enig med Jens Toft. Det er da ærlig snak, at man gerne vil bruge sin pension på at købe sig til en god makker.

Det er vist et større problem, at der ikke sjældent er en spiller der tilmelder sig en turnering med en "højhandicapper" og derfor bliver sat i b- eller c- rækken, men når turneringsdagen oprinder møder spilleren op med en langt stærkere makker pga beklagelig sygdom i sidste øjeblik hos højhandicapperen. Jeg har aldrig forstået at sådanne par som oftest ikke bliver flyttet op til den række hvor de så rettelig hører hjemme, - så vanskeligt er det jo heller ikke for turneringsledelsen at rykke et par op og et par ned selv om det da er irriterende med den slags sidste øjebliks korrektioner til startlisterne.

Mvh

Kromann

Jeg er også enig med både dig og Jens Toft, 

Det ærgrer mig bare, at I ikke forholder jer til ideen med at at afholde guld- sølvturneringer og andre  turneringer i DBF regi som handicapturneringer, hvor der kunne reguleres specielt ved for stor forskel i handicap. Hvis det var sådan, er det da bare slet ikke et problem, hvilken partner, man møder op med - betalt eller ej. Det må folk da helt selv om.Og det kunne da gælde i alle rækker.

Kære Kirsten,

Altid dejligt med sådant et friskt input. Ser at der fluks er kommet gode svar på dit sekundære spørgsmål, og her er jeg helt på bølgelængde med dem.

Handicapsystemet er et rigtig godt værktøj til løbende at måle egen fremdrift og styrke i spillet, og bruges desuden i stort omfang til at ”seede” i klubbernes egne turneringer. Begge dele til stor gavn og glæde hos rigtigt mange bridgespillere og hos de arrangerende klubber.

Mange klubber har således allerede indført både klub- og jubilæumsturneringer, der enten seedes eller afvikles som rene handicapturneringer. Og det med stor succes. Tildelingen af mesterpoint følger dog fortsat de mest scorende par.

Tilbage til spørgsmålet. Skal der være en særlig negativ hcp-regulering for et par i en DBf turnering, hvis differencen er for stor? Nej. Først og fremmest skal handicap-systemet være ligetil og nemt at forstå. Det er det nu. I en DBf turnering er deltagerne altid interesserede i at score bedst muligt. Altså at vinde!

At spille med – og nogen gange imod - en mindre rutineret spiller, minimerer vel muligheden for at score bedst muligt, hvorfor en yderligere negativ regulering ikke synes nødvendig. Den er så at sige allerede indeholdt i handicaptallet.

Der glæder mig altid når nogen tager en urutineret spiller med. De taber oftest både i spillet og i handicaptal, men begge synes alligevel at være glade. Det fremmer i al fald interessen for at spille turneringsbridge.

Venlig hilsen Nis

Formand for DBf

1)

Jeg synes, det er super, hvis nogen har det sjovt med at hyre en makker, og dermed få en bedre oplevelse ud af sit bridgespil. Personligt kan jeg i hvert fald ikke se hvad forskellen skulle være - at ham fra B rækken med ambitioner, kender ham fra A rækken der altid vinder - og derfor spiller nogle turneringer med ham. Eller om ham fra A rækken får en skilling for at stille op og spille praktisk bridge med lærlingen...

2)

Mht. afvikling af Guld/Sølv m.v. udfra nuværende handicap scorer alene - så synes jeg ikke det er en god ide, da systemet ikke er tilstrækkeligt retvisende for den enkelte spillers styrke. Et typisk eksempel er dem, der ikke spiller i meget stærke klubber, og derfor som regel ender i top 3 i alle turneringer i udkantsklubben. De har handicap til 1. division men ikke altid bridge styrken til det. En løsning kunne være at kombinere handicap tallet med ranglisten over optjente sølv og guld point de seneste 3 år.

Mvh.

Martin

Forbundet har faktisk afviklet bronzeturneringer som handicapturneringer. Det skete ved bridgefestivalen sidste år. Jeg mener, at den største af disse turneringer var om onsdagen, hvor der var 6 borde. Samtidig var der 88 borde i den almindelige bronzeturnering. Tendensen var tilsvarende resten af ugen. Festivalledelsen konkluderede på baggrund heraf, at der ikke var den store interesse for handicapturneringer i forbundsregi.

Guldturneringen om torsdagen blev afviklet med 110 borde, hvor der var traditionel styrkeopdeling i 11 rækker. Det var et populært system.

Personligt tror jeg, at regulære handicapturneringer primært hører til på klubniveau. Ideen om ikke at spille for at score flere points end modstanderne, men for at score relativt mere i forhold til et handicaptal end modstanderne gør i forhold til deres, er alt for abstrakt for spillerne, og erfaringerne fra festivalen synes at bekræfte dette. I klubben kan handicapsystemet sikre, at alle vinder cirka lige ofte, men folk er sjældent interesseret i den mekanisme, når de tilmelder sig turneringer uden for klubben.

Tusind tak til Jakob Duschek  for et sagligt og velargumenteret svar. 

Vil lige supplere Jacob Duschek mht. handicapturneringer på festivalen. Det er rigtigt, at vi i festivalledelsen har konkluderet, at der ikke var den store interesse. Men vi har også besluttet at give det en chance mere i år. Der vil således være en handicaprække i bronzeturneringerne også i år. Den bliver dog ikke gennemført, hvis der er færre end 10 par - så får man mulighed for at rykke over i Bronze Åben eller Bronze 28+, sidstnævnte forbeholdt par med parhandicap på mindst 28.

Mvh

Flemming Bøgh-Sørensen

Festivalledelsen

Betalt makker kan jeg ikke se problemet i.

Hvad angår enorm forskel i handicap: Handicapsystemet bygger på en antagelse om, at det forventede resultat er lineært afhængigt af de to spilleres handicap. Så et par med handicap hhv. 0 og 52 forventes at score det samme som et par, hvor begge spillere har handicap 26. Derfor vil det være urimeligt at give det ene af disse par bedre betingelser end det andet, når handicapsystemet benyttes som udgangspunkt.