Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

1/8-finalerne

 

To af dagens kampe/sektioner starter en halv time tidligere (kl. 10 og 13.30), idet der skal være plads til en seance i eftermiddag, hvor de kvalificerede seniorkaptajner vælger modstandere. Da alle spiller de samme kortfordelinger, skulle det gerne være på plads, når den sidste sektion starter kl. 17. På BBO er der indtil nu kun valgt program for 1.sektion, men jeg vil holde øje med, om nogen af de danske hold kommer på, og straks skrive det på forsiden.

Åben række gik jo glædeligt videre i går, og skal forsøge at nedkæmpe de skrappe folk fra Polen over 6 x 16 spil over to dage.

Damerne klarede sig også fornemt gennem kvalen, og sætter sig over for Rusland kl.10 og skal ligeledes spille 6 x 16 spil.

Seniorerne starter dagen med en kamp mod Kenya, har derefter en oversidderrunde inden deres 1/8-finale starter kl. 17. Spændende om de kan fastholde 1.-pladsen, der giver ret til at vælge den letteste modstander fra den anden kval.-gruppe. Deres 1/8-finale afvikles kun over 4 sektioner a 16 spil.

Mens vi venter på, at løjerne skal begynde i dag, kan I få et spil fra seniornes kamp mod New Zealand (25-4):

 

Board 24. Dealer West. None Vulnerable.
  ♠ 8 6
K 8 2
A Q J 8 6 4
♣ 9 2
♠ K J 7 4
T 6 4
9 7
♣ K 8 6 5
Bridge deal ♠ T 9 5 3
J 7 5 3
5
♣ Q J T 7
  ♠ A Q 2
A Q 9
K T 3 2
♣ A 4 3

       Thomas       Geert   

V          N        Ø        S

p        1ru     p      2kl

p        2ru     p      2hj

p        3ru     p      3sp 

p        4kl      p      4ru

p        4hj     p      4ut

p        5ru     p      6ut

a.p. 

 

Geert i syd driblede mange gange i for at høre, om der var liv i makker, men da Thomas med sin slatne åbningshånd blev ved med at genmelde ruderfarven, valgte Geert at spille 6ut.

Efter ruder ud tog han først 6 x ruder (kastede selv to klør) og derefter 3 x hjerter, hvilket gjorde ondt på modstanderne. Øst kastede bl.a. to spar og Vest gik ned på Kx i begge de sorte farver. Efter en mislykkedes knibning i spar havde Geert rest på klE, spE og sp2! Modstandernes afkastproblemer blev således dygtigt udnyttet, og Geert var den eneste i gruppen, der vandt slem på disse kort (6ru ligger typisk i Nord, hvilket gør det  lettere for modstanderne af kaste rigtigt af). 990 hjem gav 11 imp, idet New Zealand havde taget 11 stik i 3ut ved det andet bord.

 

Opdatering kl. 13.15

Så er 1/8-finalerne i gang, og de to danske hold kom lidt tungt ud fra startblokkene.

Åben række er bagud med 9-23 mod Polen efter en sektion der indeholdt mange småspil. Martin-Lars og Gregers-Michael var inde. Om et kvarter kan du se holdet på BBO.

Damerne er bagud med 22-36 mod de stærke russiske kvinder, og Fie og Christina var noget misfornøjede med deres egen halvleg, der var præget af mange beter. 14 imp bagud er dog ingen katastrofe, når der mangler 5 x 16 spil endnu.

Seniorerne vandt 16-14 mod Kenya, men da Ungarn snuppede 23 kp er danskerne nu røget ned på 2.pladsen inden eftermiddagens oversidderrunde, der giver 18 kp. Alle rækker spiller de samme kort, og som Geert sagde:"Det var en stille dag på kontoret" (pga. de mange småspil). Danmark bliver enten nr. 1 eller 2 i kvalen, men om det har den store betydning i forhold til at vælge modstander diskuterer holdet ivrigt, uden at der tilsyneladende er et klart resultat af "forhandligerne". Følg med på BBO om lidt ...

 

Opdatering kl. 16.15

Åben række og damerne har netop spillet 2. sektion af 1/8-delsfinalerne,og seniorerne afsluttede deres kval.

I åben række var danskerne noget på hælene mod stærke Polen, og havde tabt yderligere 27 imp, men hentede så heldigvis 17 imp i de to sidste spil: Gregers og Michael valgte først at spille og vinde 4kl i stedet for en håbløs 3ut, og vandt så en hård zonegame til slut. Delresultatet blev 26-36 og lagt sammen med de 14 skæve fra første sektion, betyder det, at holdet samlet er bagud med 24 imp inden aftensektionen. H.C. og Dennis spillede ved det andet bord.

Topfavoritterne fra Monaco er i øvrigt bagud med 12 imp mod Canada, som de selv har valgt som modstander. De har dog haft sponsoren Zimmermann inde i begge sektioner, så mon ikke de nu sætter kanonerne Helgemo-Helness og Fantoni-Nunes på sagen?

Damerne har fået noget at se til mod de seje russere og tabte yderligere 15 imp, således at de nu halter bagud med 29 imp ialt. To gange minus 13 så ikke godt ud i regnskabet (en brændt storeslem med 15 topstik samt en hård zonegame der fik lov at vinde efter et svært modspil). Ca kl. 17 kan du på BBO se, om de danske damer får fat i den lange ende mod russerne. 

Seniorerne sad på bænken allesammen som oversiddere, og fik 18 kp for det. Det rakte til en samlet 2.-plads, idet den eneste konkurrent, Ungarn, scorede 25 mod New Zealand, der ellers havde en vigtig 8.plads at kæmpe for. Der er nu en pause, hvor holdene i seniorernes 1/8-finale bliver sammensat. Ingen af de andre rækker går i gang, før disse kampe er på plads, så bliv ikke utålmodig, hvis du sidder klar ved BBO m.m.

 

 

Et glimt fra et af spillelokalerne med mange tomme pladser. Svært at se, at et stort mesterskab netop er igang, men størsteparten af deltagerne er jo slået ud og sendt hjem (dog ikke de danske -:)). På fredag starter imidlertid en ugelang Transnational Mixed Team-turnering, så bliver der fyldt op bag skærmene igen. Og forhåbentlig sidder der også på det tidspunkt en 2-3 af vores landhold og spiller 1/4-finale i hovedturneringen.

 

Opdatering kl. 17.30

BBO-programmet er af WBF ændret i sidste øjeblik så damerne alligevel ikke kommer på BBO. Øv!

Seniorerne har fået Canada som modstander i 1/8-finalen. De blev nr. 6 i den anden pulje i kvalen.

 

Opdatering kl. 20.15

Der er gode, gode og dårlige nyheder. Lad os tage de dårlige først.

I åben række var danskerne bagud med 24 imp mod Polen og holdt længe stand inden 5 frygtelige spil alle gik i polakkernes retning. Først et par delspil, så to zoneudgange der vandt og endelig en slem, hvor polakkerne fandt det rigtige udspil til en samlet pris af hele 47 imp til slut. Av! Holdet er nu nede med 70 imp ialt inden morgendagens 3 sektioner, så det ser meget tungt ud.

Damerne derimod kom godt igen mod de stærke russere og hentede 20 imp, så danskerne er nu kun bagud med 9 imp, så alt kan ske i morgen! Der var masser af high-fives, og de tror på, at det kan lade sig gøre. Synd de pludselig blev droppet på BBO, så vi ikke så deres pæne halvleg.

Seniorerne fører på trods af en skidt start mod Canada. Steen M og Peter lagde 800 i spil 1 i en forkert udgang, men fik revanche kort efter med en knibeslem i zonen, der gik godt. Så stod kampen lidt stille inden danskerne tog 27 imp i de sidste 5 spil og gik i spidsen med 46-22 inden morgendagens prøvelser. God start! I får et spil fra kampen i morgen tidlig, så hæng på der.

 

Videre

Tilbage til forsiden