Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Damelandsholdet 2015

 

NM og VM 

Damerne kvalificerede sig ved EM i 2014 til damebridgens fornemeste turnering, VM, i Cheanni, Indien, den 26. september til 10. oktober 2015.

Da kvalifikationen var en relalitet, satte Eliteforum gang i et projekt for at udvikle og udvælge et damelandshold, der kan spille med om medaljer ved VM.

Læs om Projekt Venice Cup i en artikel skrevet af kaptajn Jan Nielsen bragt i Dansk Bridge i november 2014 og følge projektet herinde. 

 

Holdet, som repræsenterede Danmark til VM og NM var:

Kaptajn: Jan Nielsen
Coach: Susanne Kramhøft (ved NM er Susanne kaptajn)
Landstræner: Jacob Røn

 

Til VM lykkedes det damerne at komme i kvartfinalen efter en flot 1. plads i de indledende runder, men de kom desværre ikke videre til semifinalerne.

 

Læs mere

Læs dagbogen fra turneringen her

Kaptajnsrapporten finder du her

WBF´s officielle side for turneringen finder du her



Holdet til NM og VM

 

Nordiske Mesterskaber på Færøerne

af Kaptajn Susanne Kramhøft, 20. maj 2015

Endelig er det blevet tid til de Nordiske Mesterskaber, som denne gang afholdes på Færøerne.

Frem mod VM i Indien til september er guld ved NM damelandsholdets vigtigst delmål.

Efter sidste weekends træning mod de hollandske damer, hvor vi spillede 108 spil over to dage, er alle tre udtagne par spillet mere varme end alle NM-modstanderne tilsammen! Denne gang venter de islandske, færøske, norske og svenske damer.

Vi starter fredag morgen kl. 10.00 lokal tid (kl. 11.00 dansk tid).

Der spilles alle mod alle to gange i løbet af weekenden, med 4 kampe fredag/lørdag og 2 kampe søndag. I hver kamp spilles 16 spil.

Da Finland ikke stiller med at hold i damerækken, får vi to oversidderkampe. Programmet er kun lagt for de første 5 kampe, altså 1. gennemløb. Vi sidder over fredag aften, så vi forhåbentlig har nogle ekstra friske spillere klar lørdag morgen. Fredagens øvrige program byder på Norge i 1. kamp, Færøerne i 2. kamp og Sverige i 3. kamp. Lørdag morgen starter vi mod Island kl. 9.00 lokal tid, altså kl. 10.00 dansk tid.

Programmet til 2. gennemløb laves på baggrund af placeringerne efter 1. gennemløb.

For Danmark spiller:

  • Maria Rahelt - Nadia Bekkouche
  • Lone Bilde - Helle Rasmussen
  • Christina Lund Madsen - Anne Sofie Houlberg

Kaptajn: Susanne Kramhøft

 

For tredje gang i træk tog damerne guldet med hjem til Danmark.

 

Gulddamerne fra Island i 2013 
Gulddamerne fra NM i Island i 2013

 

Damelandsholdet ved NM på Færøerne og VM i Indien

I år skal vi sende et damelandshold til to internationale turneringer. Først NM i Thorshavn på Færøerne i 22.-24. maj 2015, dernæst VM i Chennai, Indien, fra 26. september til 10. oktober 2015. Netop forberedelsen til VM er årets helt store satsning, og eliteforum har i den forbindelse ansat en landstræner, Jacob Røn, så holdet får den bedst mulige forberedelse. 

Damerne har i løbet af de seneste måneder været gennem et intenst træningsprogram med observationsturneringer, meldetræning og systemgennemgang. Programmet er sat sammen af landstræner Jacob Røn og kaptajn Jan Nielsen. Programmet har selvfølgelig haft som hovedformål at udvikle alle parrenes spil, men også at have et solidt kendskab til hvert par, så grundlaget for udtagelsen er så godt som muligt. Dame UK består af Kirsten Steen Møller og sportschef Peter Schaltz. Det har, med deres egne ord, været et meget vanskelig valg. De har lænet sig op ad rapporter og vurderinger fra landstræner og kaptajn.

Træningsindsatsen vil selvklart fortsætte både med individuel træning, landsholdssamlinger og deltagelse i diverse turneringer frem mod kulminationen til VM, hvor målet i første omgang er en placering i top 8 og dermed kvalifikation til knock-out kampene.


Damelandsholdets bruttotrup bestod ved udtagelsen af følgende par:
Helle Rasmussen – Lone Bilde
Stense Farholt – Tina Ege
Maria Rahelt – Nadia Bekkouche
Christina Lund Madsen – Anne-Sofie Houlberg Jensen 

Tidligere i forløbet var bruttotruppen større, men de resterende par har af forskellige årsager meldt fra undervejs.
 

 


Billedet her er fra EM i Irland i 2012. Fem af spillerne er med igen. Fra venstre ses Lone Bilde, Nadia Bekkouche, daværende kaptajn Tom Nørgaard, Christina Lund Madsen, Anne-Sofie Houlberg, Dorthe Schaltz (der ikke stiller op i år) og Helle Rasmussen

 

Træningskamp i Holland

Af kaptajn Jan Nielsen

Så er nedtællingen til de nordiske mesterskaber den 22.-24. maj på Færøerne gået i gang. Det vigtigste delmål frem mod VM i Indien i september er guld ved NM. 

For at vores damelandshold kan været bedst muligt trimmet til NM --- samt også for at "få nogle kilometer i benene" (som Jørgen Leth nok ville omtale det, hvis han hørte, at man spillede 108 spil bridge på 2 dage) tager det danske damelandshold til Holland fredag den 15. maj 2015. 

Her har den hollandske damelandsholdskaptajn inviteret vores damer til en landskamp. Den hollandske kaptajn udtager de sidste to par til deres landshold til VM umiddelbart efter landskampen. Han har allerede udtaget et par, nemlig Marion Michielsen - Meike Wortel (det ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham, for der er i mit sind absolut ingen tvivl om, at det er verdens klart bedste damepar).  

Derfor vil der for de tre hollandske par være rigtig, rigtig meget på spil. De får i landskampen mod os en sidste chance for at vise, at de skal udtages til VM - så vær forvisset om, at de er toptunet og topfokuseret. 

Jeg kan personligt ikke forestille mig en bedre træningsmulighed end den her -- og når hollænderne inviterer og siger, at vi blot selv skal betale transport, så er det på een og samme tid: nemt, billigt og ufattelig god modstand. 

For Danmark spiller:

  • Maria Rahelt - Nadia Bekkouche
  • Lone Bilde - Helle Rasmussen
  • Christina Lund Madsen - Fie Houlberg

Det hollandske hold:

  • Carla Arnolds-Wietske van Zwol
  • Anneke Simons-Jet Pasman
  • Laura Dekkers-Doris van Delft

Hvert par fra Danmark møder hvert hollandsk par tre gange …. Dvs der er 9 runder i alt á 12 spil.

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst slog Holland i en damelandskamp - og ved det sidste møde vi havde under Neighbour Challenge i slutningen af marts i Berlin tabte vi begge kampe. 

Men når vi sætter os ved spillebordene lørdag formiddag kl 10.30, så garanterer jeg for, at vores spillere er topfokuserede og klar til at knibe, slutspille, doble (og med Fie og Christina på holdet nok også redoble) og squeeze de hollandske damer.