Evaluering af EM i Dublin
Åben række
Holdet endte som nr. 12 i sin egen gruppe og blev samlet placeret som nr. 23 ud af 34 nationer. Det var nødvendigt at ende i top 9 for at komme med i finalerunden med de 18 bedste. Målsætning: I første omgang at blive blandt top 9 og komme videre til næste runde, hvorefter alt jo kan ske.
Resultatet for åben række var meget skuffende og slet ikke, hvad vi havde forventet. Der var gjort et stort stykke træningsarbejde op til turneringen samt en masse opladning, men vi fandt aldrig rigtig rytmen. Langt henne i turneringen havde vi gode chancer for at klistre os fast i top 9, men det lykkedes ikke.
2012 skulle være vores år, og vi valgte at køre med to par som grundstamme i begge sommerens turneringer i form af to unge spillere med hver deres makker, nemlig Dennis Bilde – HC Graversen og Martin Schaltz – Lars Blakset.
Disse to par supplerede vi med et meget rutineret par, Michael Askgaard - Gregers Bjarnarson, og et nyt par, Kasper Konow – Anders Hagen. Vi tog så et par med til hver turnering (Kasper Konow – Anders Hagen til EM i Dublin og Michael Askgaard – Gregers Bjarnarson til World Bridge Games i Lille). Strategien var god nok, men resultatet taler for sig selv.
Det er klart, at enhver turnering giver en række erfaringer, der kan bruges fremadrettet. Alle spillere lærer af de fejl der begås. Det giver en grundlæggende erfaringsbank, når vi er ude og klarer os dårligt. Ledelsen bag holdene har ligeledes drøftet meget, hvad der kan gøres bedre i fremtiden.
HC Graversen, Nils Mønsted (K), Anders Hagen, Martin Schaltz, John Jepsen (C), Lars Blakset, Dennis Bilde, Kasper Konow
Damerækken
Holdet endte som nr. 13 ud af 19 hold. Målsætning: kvalifikation til VM (blandt de seks bedste)
Resultatet var dybt skuffende. Igen så vi det samme billede. Vi fik aldrig rigtigt fat i turneringen. Det var meget ujævnt, hvad der foregik.
Her var strategien, at vi i meget lang tid før turneringerne udtog tre par til begge turneringer. Dette skulle give ro og mulighed for at træne optimalt. Hen imod slutningen af EM valgte vi at ændre planen ved kun at stille med to par i den næste turnering (World Bridge Games i Lille). Det var en vanskelig beslutning. Bridge på dette niveau er en benhård konkurrenceidræt, og det er altid svært, for det par, der bliver sat af. Dette er risikoen ved at udtage tre par i så god tid, hvilket vi dog havde taget højde for og meddelt tidligt i forløbet.
Også her gjorde vi os en række erfaringer. Bland andet konkluderede vi, at mentaltræningen ikke skal foregå i grupper, som det gjorde i damernes tilfælde, men parvis. Den skal målrettes og skræddersyes til enkeltstående par. I bridge er vi ikke i kamp som en gruppe, vi er i kamp som par. På et fodboldhold er der 11 spillere, på et hold er der to par, så vi har nogle andre behov.
Lone Bilde, Nadia Bekkouche, Tom Nørgaard (K), Christina Lund Madsen, Fie Houlberg, Dorthe Schaltz, Helle Rasmussen
Seniorrækken
Holdet endte som nummer fire samlet og kvalificerede sig dermed til VM. Målsætning: At vinde mindst bronze
Resultatet for seniorholdet var ok, men vi manglede det sidste. Det var ikke helt tilfredsstillende. Vi skulle have haft de medaljer med os. Vi havde dem inden for rækkevidde og førte turneringen undervejs, men mistede simpelthen pusten.
Uanset om man vinder eller taber, gør vi os, som nævnt, en masse erfaringer. Langt de fleste er nogle, parrene gør sig internt. Det er ikke sådan, at holdet nødvendigvis har gjort nogle erfaringer, men de enkelte par er blevet klogere på nogle områder og kommet langt i deres sammenspil og derved blevet bedre sammen.
Øverst: Steen Møller, Knud-Aage Boesgaard, Thomas Berg og Geert Max Jørgensen
Nederst: Bo Bilde (K), Peter Schaltz, H.C. Nielsen, Jan Nielsen (C)
Hvad tager vi med hjem?
Mentaltræning er absolut en stor fordel for visse par og enkeltpersoner. Det skal dog ikke anvendes gruppevis. Efter den pauvre indsats i Dublin var det målsætningen ved WMSG at komme i 8.-delsfinalerne. Da dette lykkedes, fik vi ikke lukket for første halvdel, og sat os en helt ny målsætning Det er noget, vi fremover skal gøre væsentligt mere ud af. Ledere og spillere skal forberedes og trænes til at være meget mere klar, top motiverede og bevidste herom.
I Dublin boede alle lande og spillere på spillestedet med fordele og ulemper. Der var ikke langt til spillestedet, man kunne hvile mellem kampene. Men det kan blive ret socialt. I Lille boede vi på et hotel 7-8 minutters gåafstand fra spillestedet. Det tvinger os ud og væk fra miljøet. Det er to forskellige set ups. Vi klarede os bedre i det andet end det første. Om det så vil være det samme næste gang, er langt fra sikkert.