Spørgsmål og svar
- om moms på bridgeaktiviteter fra 1. januar 2026
Her vil vi kort opridse spørgsmål og svar omkring moms på bridge.
Denne side kan ikke stå alene, og vi anbefaler dig at læse det fyldestgørende materiale som du finder her, men denne side kan give dig et overblik over momssagen.
Siden er opdateret mandag d. 29. september 2025.
Hvornår træder momspligten i kraft?
Fra den 1. januar 2026 bliver bridgeaktiviteter i Danmark momspligtige.
Hvem bliver berørt af den nye momsregel?
Alle Danmarks Bridgeforbunds klubber bliver berørt i et eller andet omfang.
- Klubber med årlige momspligtige indtægter under 50.000 kr. skal ikke momsregistreres. De får dog en merudgift på ca. 100 kr. pr. medlem, fordi forbundets kontingent og bordafgift bliver momsbelagt.
- Klubber med årlige momspligtige indtægter over 50.000 kr. skal momsregistreres og betale moms af fx kontingenter, turneringsindskud og undervisning.
Hvilke indtægter bliver momspligtige?
- Kontingenter
- Turneringsindskud
- Undervisningsaktiviteter
Hvilke indtægter er der tvivl om?
Salg af drikkevarer (øl, vand, kaffe osv.) – her afventer vi afklaring.
Hvilke indtægter er typisk fritaget for moms?
- Kommunale tilskud
- Sponsorater (afhænger af udformning)
Hvordan påvirker momspligten klubbens økonomi?
Det afhænger af, hvordan klubben håndterer kontingenter og indskud:
- Hvis klubben lægger moms oveni de nuværende satser, forbedres resultatet, fordi klubben kan trække moms fra på visse omkostninger – men medlemmerne skal betale 25 % mere. Hvis klubben holder prisen for medlemmerne uændret, mister klubben ca. 20 % af indtægten til moms. Noget kan dog opvejes af fradrag på momspligtige udgifter.
Hvad med afledte omkostninger til regnskab og administration?
- Klubber med velfungerende regnskabssystemer får ingen væsentlige ekstraomkostninger.
- Mindre klubber kan få behov for et økonomisystem eller ekstern hjælp.
- Bilagsmateriale skal opbevares i fem år.
Hvad gælder i overgangsfasen?
Kontingenter opkrævet i 2025 for hele sæsonen bliver momsfrie. Til gengæld kan klubberne kun fratrække moms på visse udgifter i de første kvartaler af 2026.
Hvordan registrerer klubben sig for moms?
Klubben skal registreres via Virk.dk med MitID Erhverv inden 1. januar 2026. Sørg for, at registreringen først gælder fra denne dato. For sen registrering kan give bøder, men kortvarige forsinkelser uden fejl i indberetning/betaling forventes ikke at få konsekvenser.
Hvornår skal klubben aflevere første momsangivelse?
Første momsangivelse gælder for 1. kvartal 2026 og skal indberettes senest 1. juni 2026.
Hvordan bliver de fremtidige momsangivelser?
Klubben skal indberette moms hvert kvartal senest to måneder og én dag efter kvartalets udløb.
Hvad skal klubben gøre allerede nu?
- Gennemgå økonomien og lav et estimat for denne sæson.
- Udarbejd et budget for næste sæson under momspligt.
- Beslut, om kontingenter og gebyrer skal justeres.
- Tilpas regnskabspraksis og overvej nyt regnskabssystem.
- Overvej ekstern hjælp fra revisor eller DBf.


