Mesterpoint i online turneringer
På BBO, RealBridge og Funbridge kan du vinde danske mesterpoint, når du deltager i DBf- og klubturneringer.
Reglerne er revideret i februar 2021 og ser nu således ud:
BBO og RealBridge
Tildelingen af bronzepoint i almindelige turneringer følger reglerne for fysiske turneringer. Det vil sige, at der gives fuld tildeling af bronzepoint for turneringer med 18+ spil og halv tildeling for turneringer med 12-17 spil. For turneringer med 11 spil eller færre gives ikke bronzepoint. Der er dog den undtagelse, at i turneringer med over 40 par, hvor alle ikke møder alle, reduceres tildelingen af mesterpoint. Dermed berøres klubturneringer med relativt få deltagere ikke, mens tildelingen af bronzepoint begrænses i eksempelvis de store Danish Dynamite-turneringer. Baggrunden er, at Danish Dynamite-turneringer med et meget stort antal par ellers ville give et uforholdsmæssigt stort antal bronzepoint. Det samme princip kendes fra almindelige, fysiske sølvpointturneringer. Et par eksempler for en BBO-turnering med 21 spil:
- 20 par: 40 bronzepoint til vinderne
- 40 par: 80 bronzepoint til vinderne
- 60 par: 88 bronzepoint til vinderne
- 100 par: 104 bronzepoint til vinderne
Tilsvarende regler er gældende for turneringer på RealBridge.
Rent teknisk lyder reglen således:
"Hvis ikke alle deltagerne har mødt hinanden, og der regnes med fælles top, uddeles bronzepoint for et deltagerantal svarende til summen af 1 (deltageren selv) + antallet af andre deltagere, dog højst 39 + 1/5 af antal deltagere over 40, som man ikke har mødt."
Funbridge
På Funbridge reduceres tildelingen af bronzepoint jævnt fra første deltager. Tildelingen vil svare til den, som har været gældende indtil februar 2021, det vil sige en vægtning på 20 procent i forhold til fysiske turneringer.
Rent teknisk lyder reglen således.
"Hvis deltagerne ikke har mødt hinanden, men alene spillet mod robotter, og der regnes med fælles top, uddeles bronzepoint for et deltagerantal svarende til 1/5 af antal deltagere."
OBS! Vi har i øjeblikker indstillet tildeling af mesterpoint (MP) ved spil på Funbridge. Det skyldes, at vi er stødt på nogle udfordringer, der umiddelbart tyder på, at tildelingen af MP ved spil på Funbridge bliver alt for høj (ca. 10 gange). Problemerne startede ved årsskiftet 2021-22. Vi er nødt til at sikre, at der ikke sker en skævvridning og dermed uforholdsmæssig tildeling af MP, som kan underminere MP-systemets anseelse. Af samme grund har vi måttet rette henvendelse til Funbridge, og det tager tid. Alle, der har spillet turneringer på Funbridge i 2022, vil blive tildelt korrekt antal MP, når udfordringerne er løst. Vi er klar over, at processen tager utilfredsstillende lang tid. Det er Henning Mikkelsen, vores forbundssuperbruger, der foretager beregningerne. Såfremt nogle har spørgsmål, må de derfor rette henvendelse direkte til Henning på hvm@bridge.dk.
Titler, ranglister og pokaler
Alle mesterpoint vundet i turneringer på nettet tæller med i tildelingen af titler (klubmester, distriktsmester og så videre). Hvad angår officielle ranglister samt tildelingen af guld- og bronzepokalen, tæller mesterpoint vundet på BBO og RealBridge i turneringer mod menneskelige modstandere med. Mesterpoint vundet i robotturneringer (typisk Funbridge) tæller derimod ikke med, da disse lister og pokaler skal afspejle spil mod menneskelige modstandere.
Regneark
Et regneark til beregning af mesterpoint for alle turneringsformer kan findes her.