Op mod Helgemo
Danmark åben spiller kun to kampe i dag, idet de har en oversidderrunde i aften. Til gengæld starter de dagen på den hårde måde, idet de kl. 11 spiller mod Monaco (Helgemo-Helness & Co). Derefter er Cypern på programmet.
Damerne spiller tre kampe i dag mod Bulgarien, Tyskland (uden Sabine Auken) og Holland.
Opdatering kl. 14.30
Det blev en særdeles kedelig runde for Danmark idet begge vores hold tabte 5-25. I åben række kæmpede danskerne længe for at nøjes med et hæderligt nederlag til Helgemo-Helness og Fantoni-Nunes, men tre superdyre spil til sidst kostede hele kassen, og holdet røg helt ned som nr. 12 i puljen.. Eneste opmuntring var, da det ene danske par smækkede Helness i 5 ru og Helgemo redoblede, hvorefter kontrakten tog et overstik og det kostede 800 ud. Ved det andet bord havde Anders og Kasper dog snuppet 1400 idet de satte 4sp-D hele 5 gange. Lad os håbe Cypern om lidt er mere overkommelige modstandere. I den anden pulje ligger Sverige med Fredin og Co. nu nr. 1 efter endnu en sejr.
I damerækken var det Bulgarien, der var slemme ved vores spillere, og med Tyskland og Holland på dagsprogrammet kan det godt blive en meget mager høst for de danske farver, hvis ikke damerne nu finder storspillet frem.
Opdatering kl. 19.00
Åben række fik lidt skuffende kun 14 kp mod Cypern og ligger nr. 11. Der er dog gode avancementmuligheder, hvis holdet scorer bedre i morgen. Sverige tog 25 kp i den anden gruppe og ligger derfor stadig nr. 1.
Damerne mødte Tyskland, som altid er gode selv uden superparret Sabine Auken og Daniela Von Arnim, men danskerne gjorde det godt og vandt 19-11. I aftenkampen venter så de hollandske VM-bronzemedaljetagere ...
Opdatering kl. 21.40
En flot 21-9 sejr til damerne over de stærke hollændere, gjorde at danskerne trods den superdårlige start på dagen scorede middel og ligger nu nr. 11.


