Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Afgørelsens time

 

Så er det i dag det sker for åben-rækkeholdet og for damerne. Vores rød-hvide helte spiller de sidste 3 kampe i kvalen, og ca. kl 19.30 ved vi om billetterne til 1/8-delsfinalerne er sikret, eller om det i stedet er billetter hjem til Danmark, de får.

Åben række skal møde England, der ligger nr. 7, Indien, der er toer (vises på BBO) og Belgien, der ligger nr. 6. Et hårdt program! Danmark ligger delt nr. 4 og netop 4 ud af 15 hold går videre, så der skal virkelig holdes fast i kortene i alle tre kampe.

Damerne, der selv er nr. 4, starter med førerhundene fra Holland, og følger op med Irland, der er nr. 12 for at slutte menuen af med Østrig, der ligger nr. 5. Fem hold går videre, så det bliver givet også en superspændende afslutning.

Seniorerne liger flot nr. 2 og da 8 ud af 17 går videre, kan de klare den ved at spille bolden på tværs af banen det meste af dagen. De skal møde Irland, der ligger nr. 12, Reunion (nr. 16) og Pakistan (nr. 10), så modstanden ser også overkommelig ud. Man skal selvfølgelig aldrig undervurdere nogen modstandere ved et internationalt mesterskab, men det her burde ikke kunne gå galt.  

 

Opdatering kl. 13.15

Det går stadig godt for de danske hold, på trods af, at presset stiger for hver kamp, og alle vores hold er med videre lige p.t.

Åben række vandt 16-14 over England og ligger nr. 4 inden de to sidste kampe, men har kun 1 kp ned til verdensmestrene fra Holland. Følg det danske hold mod topholdet Indien på BBO med start kl. 14. Gregers-Michael og Lars-Martin skal spille. Danskerne har i øvrigt appelleret en tu-lederafgørelse, som kan flytte 2 kp.

Damerne spillede 14-16 mod Holland og ligger nr. 5 med 11 kp ned til den væmmelige 6.-plads. Om lidt sidder Irland parat ...

Seniorerne vandt igen, denne gang 22-8 over Irland. De seje seniorer ligger nr.1, og hvis de holder fast i den plads får de lov til at vælge en modstander fra den anden gruppe i 1/8-finalen. I modsætning til hvad jeg tidligere har skrevet, har holdet også 2-puljekampe i morgen (mod Kenya og en oversidderrunde) inden 1/8-finalen går i gang om aftenen. Seniorerne spiller så kun 4 sektioner i 1/8-finalen, hvor de andre spiller 6 sektioner over 2 dage. Efter 12 runder fører Thomas og Geert  i øvrigt multien. Flot! 

 

Opdatering kl. 17.30

Tre sejre til danskerne i denne runde! Det ser rigtig lovende ud nu, men alligevel var der lidt nerver på, da spillerne i åben og dame kl. 17 gik ind til den sidste runde i kvalen.

Åben række vandt 20-10 over Indien på BBO og ligger nu nr. 3 med 13 kp ned til 5.-pladsen. Samtidig tabte den nærmeste konkurrent, Spanien kæmpestort til Belgien, hvilket klart gavnede de danske muligheder. Danmark møder nu selv Belgien i sidste runde, og kan tåle at tabe 9-21,og skulle det gå værre end det, er der alligevel muligheder, idet forfølgerne Holland og Spanien mødes i sidste kamp. Dennis-H.C. og Gregers-Michael er blevet sat på sagen ...

Damerne var ikke helt tilfredse med 16-14 over Irland, men danskerne ligger på den vigtige 5.-plads og har 14 ned til det nærmeste hold, så der er lidt i banken. Derudover går den bedste sekser i de tre puljer også videre, så ...

Seniorerne fortsatte de flotte resultater og snuppede. efter en meget lige start med en god slutspurt, 24 kp mod bundholdet Reunion. Spillerne skiftedes hele tiden konsekvent til at spille, og nu er det Steen M-Peter og Thomas-Geert, der er inde mod Pakistan.

Omkring kl 19.30 ved vi, om det lykkedes for alle hold at klare skærene, hvilket vil være fantastisk efter nedturen ved EM i Dublin. Hvis du ikke har nerver til at vente på,at jeg kommer til tasterne, så følg selv med i de løbende scorer her. Tryk på "Live Result". Åben række er i gruppe A, damerne i F og seniorerne i I.

 

  
Stillingen og konkurrenternes score tjekkes med stor spændimg af holdet i åben række inden sidste kamp

 

Opdatering kl. 20.30

Hurra for tre nederlag!? Det lyder nok lidt mærkeligt, at man kan juble over at alle hold tabte, men det fantastiske var, at de alle 3 samtidig gik videre til 1/8-finalerne. Seniorerne mangler ganske vist en kamp i morgen + en oversidderrunde, men de er sikre på at gå videre, og det er kun et spørgsmål, hvilken slutplacering de får. Der var derfror meget stor glæde i den danske lejr, og alle ser frem til de kommende dages udfordringer.

Åben række tabte en lige kamp med 14-16 til Belgien, og endte med at blive nr. 2 i puljen efter suveræne Tyskland. De bedste hold i grupperne fik lov at vælge modstander i 1/8-finalen, og Danmark blev parret med Polen. En svær modstander, der fx har stjerneparret Balicki-Zmudzinski på holdet. Der spilles nu 6 x 16 spil over de næste to dage. Klarer danskerne denne svære forhindring, venter vinderen af Italien-Tyrkiet forude, men den tid den glæde!

Damerne tabte 11-19 til rutinerede Østrig og endte som nr. 5. Det mest suveræne damehold indtil nu, Rusland, valgte Danmark som modstander, men vil man vinde denne turnering, må man jo nedkæmpe favoritterne fra en ende af, og de danske damer er mere end klar. Slår de Rusland, venter vinderen af Tyrkiet-Indonesien.

Seniorerne tabte lidt skuffende til Pakistan med 12-18, men da den nærmeste konkurrent også tabte, er danskerne stadig nr. 1 med 6 kp ned til Ungarn. Af hensyn til at vælge modstander er det godt, hvis Danmark kan holde fast i 1.pladsen i de to runder i morgen.

Slut på en jubeldag i Lille. Jeg talte med sportschefen, Peter Schaltz, der efter nedturen i Dublin, hvor det åbne hold og damerne ikke kom videre til finalerunden, var helt anderledes tilfreds med resultaterne i det franske. "En langsigtet plan, som nu endelig ser ud til at lykkes", sagde han med et stort smil.

Følg med i de kommende dage, og se hvordan vore rød-hvide helte klarer de nye svære udfordringer.

 

Videre

Tilbage til forsiden