Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
12. februar 2021

Divisionsturneringer bliver aflyst

 

Hovedbestyrelsen har i samråd med TUK besluttet følgende:

  • Åben division 2020-21 aflyses. Den divisionsweekend, som allerede er afviklet, annulleres. Tilmelding til sæsonen 2021-22 sker på baggrund af slutstillingen for 2019-20. Oprykning fra lavere rækker sker ligeledes på basis af de kvalifikationsturneringer, som blev spillet i 2019-20.

  • Damedivision 2020-21 aflyses. Tilmelding til sæsonen 2021-22 sker på baggrund af slutstillingen for 2019-20.

  • Seniorhold 2020-21 aflyses.

  • Pokalturneringen 2021 kan spilles online for de hold, som ønsker det – indtil videre til og med 4. runde. Kampene spilles på RealBridge, hvis blot ét hold kræver det, og ellers på BBO. Holdene tilbydes en gratis introduktion til RealBridge. Nærmere information følger.

  • DM for mixed hold søges afviklet som planlagt i Svendborg i bededagsferien 30. april – 2. maj. Hvis fysisk spil ikke kan lade sig gøre, vil turneringen formentlig blive afviklet online på RealBridge på de samme datoer.

 

Begrundelse

Baggrunden for beslutningen om aflysninger er, at det hverken vurderes som realistisk eller rimeligt at inddrage tilstrækkeligt mange weekender til at spille turneringerne i en tid, hvor mange vil have en tætpakket kalender som følge af udsatte arrangementer. Det er heller ikke hensigtsmæssigt at spille turneringerne online på eksempelvis RealBridge, da der også i dette tilfælde vil mangle ledige weekender. Endvidere er det ikke acceptabelt at ændre så meget på præmisserne for en turnering, når det ikke er annonceret fra start.

 

Tilbagebetaling af indskud

For både åben division, damedivision og seniorhold gælder naturligvis, at den del af indskuddet, som ikke er brugt til allerede afholdt divisionsweekend, administration med videre, tilbagebetales. Indskuddet for de pokalhold, som ikke ønsker at spille online, tilbagebetales ligeledes.

 

Fremtidig annoncering

Det noteres, at i forbindelse med den kommende sæsons forbundsturneringer skal propositionerne indeholde bestemmelser om eventuel afvikling på online-platforme i tilfælde af, at der ikke kan spilles fysisk.

 

Online-DM

Som erstatning for de aflyste turneringer vil DBf arrangere et online-DM i flere rækker på RealBridge i marts, april og eventuelt maj for de hold, der har lyst. Nærmere information om denne turnering følger snarest muligt.

 

Hovedbestyrelsen beklager, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre de planlagte forbundsturneringer, men mener, at løsningen er den mest hensigtsmæssige i situationen.