Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
01. december 2021

Sager om snyd behandles samvittighedsfuldt

 

V/direktør Charlotte Fuglsang og økonomi- og regnskabschef Morten Henningsen, DBf

 

DBf mener, at det er afgørende at bremse snyd i bridge for at værne om fair konkurrence og bevare respek­ten for spillet. Derfor tager vi anklager om snyd særdeles alvorligt. Samtidig vil vi på enhver måde sikre retssikkerheden for spillere, der er mistænkt for snyd, og sikre, at enhver tvivl kommer mistænkte til gode. Både bridgeklubbers og enkeltmedlemmers ansvar er beskrevet nærmere i vedtægternes § 13. Ligeledes har mange klubber også klubregler, der beskriver principper for hæderlighed som bridgespiller.

DBf har siden årsskiftet behandlet en række sager om snyd i turneringer på BBO. Generelt drejer sagerne sig om, at spillere har kendskab til hele fordelingen (for eksempel ved at være logget ind med en anden pro­fil, så de kan se alle spilleres kort) eller udveksler ulovlig information med deres makkere (for eksempel ved at fortælle hinanden om deres hænder). Begge dele kan lettere lade sig gøre, fordi spillet foregår digitalt.

I denne forbindelse vedtog hovedbestyrelsen i efteråret 2020 at indgå et samarbejde med de nordiske landes bridgeorganisationer for at sikre en fælles tilgang og forståelse også af hensyn til de mistænkte spillere. Dette måtte vi imidlertid hurtigt justere, idet medlemmerne fra de øvrige nordiske organisationer fandt både kravene til og selve analysearbejdet for omfattende.

Arbejdet har da også været meget ressourcekrævende og omfattende for både frivillige og sekretariat, da analysearbejdet og sagsbehandlingen kræver megen diskretion, indsigt og akkuratesse. Her følger en gennemgang af, hvordan DBf behandler snydesager:

Sager om snyd tager typisk deres begyndelse ved, at DBf’s sekretariat modtager en henvendelse om mis­tanke om snyd. Sekretariatet foretager med bistand fra eksterne eksperter, en evaluering af den/de mis­tænkte spiller(e). Evalueringen vil normalt være støttet af analyser af en række tilfældigt udvalgte turnerin­ger.

Såfremt eksperter og sekretariat vurderer, at der sandsynligvis er tale om snyd, vil den/de involverede blive kontaktet med henblik på at forholde sig til skyldsspørgsmålet og eventuelt kommentere på sigtelsen. Hvis den/de sigtede erkender skyld, går sagen videre til Hovedbestyrelsen, der fastsætter en straf eller sanktion.

Hvis den/de sigtede ikke erkender skyld, kan sekretariatet gå videre med sagen. Dette vil normalt inde­bære, at analytikere analyserer flere turneringer (hvor den/de mistænkte er anonymiseret). Spillene må ikke være enkeltstående, men samlede serier af spil, for eksempel hele Danish Dynamite-turnerin­ger. Der kan også foretages statistiske analyser via informationer, som er indhentet fra BBO.

Alle, der spiller på BBO, accepterer ved tilmelding, at BBO kan udveksle information med BBO’s samarbejds­partnere. BBO udleverer dog kun informationer til sine samarbejdspartnere, herunder DBf, i henhold til en aftale, der fastlægger regler for fortrolig brug af disse informationer.

Analyser af informationer fra BBO, herunder statistisk gennemgang af materialet i stil med Nicolas Ham­monds analyser, kan ikke i sig selv være et afgørende bevis for snyd, blandt andet fordi der kun er analyser af spil og ikke af meldinger. Analyserne kan dog danne grundlag for en hypotese om, hvordan der eventuelt snydes. Eksempelvis kan der være forskel på, om kun den ene spiller kender hele kortfordelingen, eller om de to makkere udveksler information om hinandens kort.

DBf mener, at en dom kræver, at menneskelige analyser af spil viser, at spilleren har udnyttet ulovlig viden. Og resultatet af disse analyser skal være så sikre, at der ikke er nogen rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet.

Der gives aktindsigt til den anklagede i den forstand, at den anklagede får tilsendt den information, der er tilgået analytikere, og de tilhørende analyseresultater, der kommer retur. Det vil sige, at den anklagede får indsigt i alt det materiale, der udgør grundlaget for anklagen. Der gives imidlertid ikke fuld aktindsigt, idet sekretariatet ikke ressourcemæssigt kan påtage sig at føre en fuldstændig logbog over sagens akter, det vil sige telefonsamtaler, mails med videre.

Såfremt analyserne tilsiger, at en spiller er skyldig, udarbejdes et egentligt anklageskrift. Anklageskriftet sendes til en komité bestående af andre danske elitespillere. I samme forbindelse får den anklagede lejlig­hed til at fremføre sine synspunkter over for komitéen. Den anklagede anonymiseres, således at komitéen ikke kender vedkommendes identitet. Komitéen vurderer anklageskriftet med tilhørende bilag (blandt andet analyser af spil) samt den anklagedes bidrag til sagen. I den forbindelse vurderer komitéen også, om spilanalyserne er objektive, og om der er ta­get højde for handlinger, som taler for både skyld og uskyld.

Hvis komitéen finder den anklagede skyldig, tager hovedbestyrelsen stilling til en straf eller sanktion. Ho­vedbestyrelsen kender på dette tidspunkt ikke den pågældendes identitet.

Komiteens og hovedbestyrelsens afgørelser kan ankes til bridgenævnet.

Du kan læse hovedbestyrelsens procedure for fastsættelse af straf her.