Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
12. maj 2024

Mønsted marcherede op på mixed-tronen

 

Opdateret søndag den 12. maj: Nils Mønsted er nye danmarksmestre i mixed hold. Efter en imponerende indsats i DM for mixed hold, hvor holdet ikke tabte en eneste kamp, fik Mønsted og co. lørdag guldmedaljer om halsen. Danmarksmestrene er: Nils Mønsted, Rikke Mønsted, Marlene Henneberg og Jens Ove Henneberg.

Mønsted vandt grundspillet sikkert og fortsatte sejrsrytmen i slutspillet, hvor det blev til gevinst over Morten Rasmussen Bune i semifinalen, inden Young Sharks 1 blev lagt ned i finalen. Sølvmedaljerne gik til: Lars K. Nielsen, Ninnie Gøttsche Hansen, Jonas Houmøller og Bjørg Houmøller. Bronzemedaljerne tog hjem sammen med Mette Drøgemüller, Nis Rasmussen, Maria Dam Mortensen og Andreas Rolf-Larsen.

B-finalen blev vundet af Kirsten Steen Møller foran Nikolaj Hammelev og Amalie Bune. En specialpræmie for det hold, som scorede bedst i B-finalen uden at vinde andre præmier, gik til Camilla Husted. Desuden var der præmier til de to par, som henholdsvis havde den bedste multi og forbedrede deres handicap mest uden at vinde andre præmier. Parrene var Signe Buus Thomsen - Søren Bilde og Patrycia Liberski - Erik Wied.

Du kan se alle resultater fra DM for mixed hold her.

Mixed hold blev for første gang afviklet i Kristi himmelfartsferien frem for den nu hedengangne storebededagsferie. Arrangementet levede som sædvanlig op til sit ry som sæsonens hyggeligste med væg-til-væg munterhed og god stemning.

 

Glade guldvindere efter sejren: Nils Mønsted, Rikke Mønsted, Marlene Henneberg og Jens Ove Henneberg.

- - -

Tirsdag den 7. maj: DM for mixed hold afvikles i weekenden, hvor 28 hold skal gøre op om sejren. Se de deltagende hold her. Læs mere om turneringen her. Spillestedet er som altid Hotel Svendborg, men terminen er ny. Da bededagsferien er væk, afvikles turneringen for første gang i Kristi himmelfartsferien.

De forsvarende mestre er Henning Østergaard, som dog har en enkelt ændring i opstillingen. Sidste år spillede Henning Østergaard med Lotte Skaanning, mens han i år sidder over for Christina Lund Madsen. Helle Rasmussen og Jan Pedersen fortsætter makkerskabet på holdet.

Henning Østergaard er topseedet, men en række andre hold vil med sikkerhed bejle til pladsen øverst på sejrsskamlen. Det gælder blandt andre Leise Hemberg, Nils Mønsted og Christian Lahrmann. Sidstnævne er et ungt, indternationalt hold med spillere fra både Danmark, Sverige, Norge og Portugal. I det hele taget er der en del juniorer i feltet. Det gælder eksempelvis Nikolaj Hammelev, hvor både Nikolaj Hammelev og hans bror, Phillip, på henholdsvis 15 og 16 år spiller. Rutinen er dog også repræsenteret på holdet, idet de to andre er Camilla Bo Krefeld, drengenes mor, samt 84-årige Lida Hulgaard.

Der er desværre ikke BBO-transmission fra DM for mixed hold i år, men resultaterne opdateres naturligvis løbende. Resultater kan ses her.