Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
15. november 2025

Danske kvinder sluttede på ottendepladsen

 

Resultater fra Champions' Cup er her

 

Opdateret lørdag den 15. november: En placering som nummer otte blev slutfacit for Leise Hemberg ved Champions' Cup i Riga. Hemberg, der deltog som dansk mesterhold, blev også nummer otte ud af 12 i den indledende alle mod alle-runde og kvalificerede sig dermed til midterste finalegruppe bestående af holdene fra nummer fem til otte. I semifinalen i denne gruppe blev det imidlertid til et klart nederlag mod norske Baro. Første sektion var nogenlunde lige, men i anden sektion blev de danske kvinder udspillet og tabte 3-76. I kampen om syvendepladsen mod DN1 Champions fra Frankrig gentog historien sig næsten. Danskerne vandt første sektion 36-31, men tabte derefter stort, 6-52, i anden sektion og måtte tage til takke med den samlede ottendeplads.

Finalen i damerækken ved Champions' Cup blev vundet af det polske mesterhold foran det engelske, mens Italienske ASD Bridge Reggio Emilia tog bronze. I åben række, hvor der ikke var dansk deltagelse, gik mesterskabet til BC de Lombard fra Holland, som vandt 51-48 over schweiziske Contact Club Geneva efter en spændende finale. DN1 Champions fra Frankrig tog sig af bronzemedaljerne.

- - -

Onsdag den 12. november: Leise Hembergs hold spiller for Danmark ved Champions' Cup, der afvikles fra den 13. til den 15. november i Riga. Champions' Cup er bridgens svar på Champions League, hvor mesterhold fra en række lande deltager.

Leise Hemberg, der har vundet seks titler i træk i den danske damedivision, stiller op med dette hold: Leise Hemberg, Katrine Martensen-Larsen, Ella Rosthøj og Julie Sigsgaard. Men konkurrencen bliver hård. For eksempel møder Norge med vinderholdet ved EM 2024 i Herning, og England har legender som Sally Brock og Nicola Smith på holdkortet.

I alt 12 hold er til start i både åben række og damerækken. Der er ikke dansk deltagelse i åben række i år. Du kan finde startlister, tidsplan med videre her.

Så vidt vides sendes der fra to kampe i hver runde, en kamp på BBO og en kamp på Lovebridge.