Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
30. november 2025

Helle Simon Elbro topper damedivisionen

 

Opdateret søndag den 30. november: Sidste sæsons nummer to, Helle Simon Elbro, har kurs mod at forbedre placeringen i denne sæson. Helle Simon Elbro fører damedivisionen efter første weekend med knap fem kamppoint ned til nummer to, Kirsten Vesth-Hansen. Elbro vandt fire store sejre og fik et enkelt nederlag mod Margrethe Rykov.

Den seksdobbelte mester, Leise Hemberg, lagde mere forsigtigt ud og ligger på en - for dette hold - beskeden femteplads. Hemberg vandt ganske vist også fire kampe, men et stort nederlag mod Bridgeklubben Bellevue kostede dyrt. Bridgeklubben Bellevue indtager fjerdepladsen, mens Kirsten Dalgaard p.t. er nummer tre.

Multiholden efter første weekend føres af de to par fra topholdet. Helle Simon Elbro og Kirstine Lintrup Hermann er nummer et med 12,62, mens Jette N. Jørgensen og Vera Petersen har andenpladsen med 12,11. Som nummer tre ligger Ellen Nielsen og Kate Reiter fra Kirsten Vesth-Hansens hold med 11,77.

Resultaterne fra damedivisionen er her.

Weekend nummer to i damedivisionen spilles den 31. januar - 1. februar. Her er der seks kampe på programmet.

- - -

Torsdag den 27. november: I weekenden indledes kampen om DM for damehold. 18 hold stiller op - to flere end sidste sæson.

Favoritter er naturligvis Leise Hemberg, som har vundet ikke mindre end seks titler i træk i damedivisionen. Der er dog udskiftninger på holdet i denne sæson, så det bliver spændende at se, om stimen kan fortsætte. Holdkaptajnen selv spiller i denne sæson i et nyt makkerskab med Katrine Martensen-Larsen, hvor Nell Rindahl i sidste sæson sad på den anden side af bordet. Juniorerne Ella Rosthøj og Julie Sigsgaard, der spiller på damelandsholdet, er gengangere, mens Anita Buus Thomsen og Dorte Cilleborg, der også spiller på damelandsholdet, er afløst af juniorparret Alma Rasmussen og Amalie Bune. Det vil sige, at fire af de seks spillere er hentet fra juniorrækkerne.

Sidste sæsons nummer to og tre, Helle Simon Elbro og Anne-Marie Frøhlich, vil selvfølgelig igen være være kandidater til at støde Hemberg fra tronen. Men også et hold som Camilla Husted har flere gange ligget godt langt henne i sæsonen, ligesom Margrethe Rykov aldrig skal afskrives.

Du kan se hele spillerlisten og kampprogrammet her.

I den første weekend spilles i Herning og København (Københavns Bridgeklub på Nordre Fasanvej). Ugler er naturligvis velkomne begge steder.

Resultater fra damedivisionen er her.