11. januar 2026
Krøjgaard og Sørensen vandt online-DM
Opdateret søndag den 11. januar: Det blev dobbeltsejr til Aarhus i den anden udgave af online-DM for par, som blev afviklet på RealBridge. Først over stregen kom Mads Krøjgaard og H.K. Sørensen, efterfulgt af bysbørnene Riccardo Mirasola og Lars Peter Damgaard. De to par lå fremme hele søndagen, men i sidste runde trak Krøjgaard og Sørensen fra. Bronzemedaljerne gik til Henrik Kruse Petersen og Dan Nybo.
Der var trængsel i toppen det meste af dagen, og tæt på afslutningen havde mange par mulighed for at nå en medalje, men til slut viste spillerne fra smilets by sig stærkest. Aarhusianernes formodet stærkeste kort, Jan Pedersen og Nils Mønsted, måtte dog tage til takke med en placering som nummer ni. Heller ikke de forsvarende mestre, Karsten Pedersen og Erik Wied, havde den bedste turnering og sluttede på syvendepladsen.
Turneringen blev afviklet i en hyggelig og positiv atmosfære, og teknisk forløb arrangementet upåklageligt takket være teknisk koordinator Jan Nielsen og turneringsleder Thomas Mathiasen.
Resultater fra online-DM er her:
Sejrherrerne, Mads Krøjgaard og H.K. Sørensen, kan se frem til at få vindervin og medaljer tilsendt. (Fotos: Jan Nielsen)

- - -
Opdateret lørdag den 10. januar: Aarhusparret Riccardo Mirasola og Lars Peter Damgaard er i spidsen for online-DM for par efter lørdagen. Men føringen er snæver, og mange par kan nå at gøre krav på titlen.
I løbet af lørdagen skiftede føringen adskillige gange, og mange par var forbi medaljeplaceringerne. Men da de 52 ud af weekendens 100 spil var afsluttet, var det altså Mirasola og Damgaard, der kunne overnatte på førstepladsen med 59,74 procent. Et mulehår efter med 59,54 procent følger et andet aarhuspar, H.K. Sørensen og Mads Krøjgaard. Tredjepladsen indehaves p.t. af Dan Nybo og Henrik Kruse Petersen med 58,18 procent.
Resultater for lørdag er her. Resultater kan også findes via dette link. Vælg "Results" lidt nede på siden og "2026/01".
Online-DM for par afsluttes søndag. Der er mulighed for at ugle på RealBridge. Turneringen begynder kl. 12, og der transmitteres med en halv times forsinkelse.
- - -
Torsdag den 8. januar: I weekenden bliver der spillet kort i cyberspace, når det andet online-danmarksmesterskab for par afvikles. Jyllands hovedstad har en række stærke bud på titlen. Det gælder blandt andet to par fra Aarhus Bridgeklub, Nils Mønsted - Jan Pedersen og Mads Krøjgaard - H.K. Sørensen. Alle fire spiller i 1. division, Krøjgaard og Sørensen dog ikke med hinanden. Aarhus Bridgeklub stiller endvidere med endnu en titelaspirant i Lars Peter Damgaard - Riccardo Mirasola.
Også to par med juniorislæt bejler til DM-titlen - Viktor Kolding - Flemming Poulsen og Mathias Møller Larsen - Henning Østergaard. Viktor Kolding og Michael Møller Larsen er henholdsvis 23 og 16 år gamle og begge meget lovende, mens både Flemming Poulsen og Henning Østergaard er rutinerede divisionsspillere.
Naturligvis er guldvinderne fra det første online-DM i december 2024, Karsten Pedersen og Erik Wied, også klar til at forsvare titlen. Et andet københavnerpar, Henrik Kruse Petersen og Dan Nybo, må ligeledes regnes med i favoritfeltet. Førstnævnte lå længe til bronze i sidste sæson - dengang med en anden makker.
Men ét er selvfølgelig, hvem bookmakerne regner som favoritter - noget andet er virkeligheden. Overraskelser er set mange gange før, og en lang række af de øvrige par kan sagtens blande sig i medaljestriden. Du kan se hele feltet her.
Der er naturligvis mulighed for at følge med i festlighederne hele weekenden. Du kan ugle online-DM via dette link. Af sikkerhedshensyn er transmissionen forsinket med 30 minutter. Det vil sige, at transmissionen begynder en halv time senere end de annoncerede starttidspunkter. Tidsplan med mere ligger her.
Løbende resultater kan findes via uglelinket her. Endelige resultater bliver offentliggjort efter turneringen på bridge.dk.


