24. september 2019
Man behøver ikke vinde med mere end ét
Knockoutkampe i bridge kan være noget af det mest ensidige, men samtidig noget af det mest nervepirrende i verden. En lang knockoutkamp mellem to hold på forskellige niveauer kan til tider ende med rent blodbad. Over 64, 96 eller hvor mange spil, der nu engang spilles, kan man nå at score mange IMPs, hvis man ikke møder modstandere af god nok kaliber.
De danske seniorer, der i går (mandag) og i dag (tirsdag) spillede VM-kvartfinale mod Frankrig fik dog kamp til stregen. Der skulle spilles hele 96 spil, hvilket betød, at man skulle spille mange gode sektioner for at sikre sig videre avancement. Det oplevede Englands åben-hold f.eks., der førte med 63 IMPs efter 48 spil, men endte med at ryge ud. I danskernes kamp oplevede man på intet tidspunkt så stor en føring, men der var dog tidspunkter, hvor man som dansk fan nåede at føle sig rimelig sikker på, at Danmark ville gå ”nemt” videre. Der endte dog med at komme spænding til det sidste.
Det hele startede med, at franskmændene og danskerne fulgtes meget godt af i de to første sektioner. Her vandt Frankrig den første med 6 IMPs og Danmark den anden med 7 IMPs. I tredje sektion satte Danmark tempo på og viste, hvorfor det var dem, der skulle videre i turneringen. Her kom Jørgen Hansen og Steen Schou i den rette udgang:

Lasserre meldte hårdt 4hj, så Hansen måtte doble, hvorefter Schou kunne sende dem i den rette kontrakt; 5kl. Knud-Åge Boesgaard meldte dog mere vist, da han nøjedes med 3hj og derefter lod modstanderne lave fejlen. Franskmanden meldte 3NT på 3hj, og den gik pas rundt.
Her kom hjerter ud til K og hjerter igen til D. Nu spillede HC Nielsen en lille spar fra 10x, hvilket sendte spilfører på gal kurs. Han droppede nu helt at spille på 10x hos HC og endte med at knibe i ruder, hvilket resulterede i 2 beter og 11 IMPs til Danmark.
Senere i sektionen sikrede danskerne sig endnu et vigtigt sving, da Nielsen-Boesgaard fandt 6kl:

Her sad HC med en stærk hånd overfor makkers åbningshånd og så sig ikke tilbage, selvom franskmændene spærremeldte i hans double. Dbl og 5ru bad makker melde, og Knud-Åge valgte derefter 6kl i sin Kx. 12 stik kunne den, hvilket gav 13 IMPs til Danmark, da franskmændene inde ved siden af nøjedes med 3NT.
Efter dag 1 af kvartfinalen førte danskerne dermed 103-80 og havde en fin position gående ind til dag 2, hvor man dog godt vidste, at det langt fra var ovre. Der manglede nemlig 48 spil, og det var 48 spil med slag i.
Det danske hold startede dagen flot og vandt fjerde sektion med 24 IMPs. Der var nu lidt luft inden de to sektioner, hvor de fik brug for hvert et IMP. Næste sektion startede godt, da franskmændene havde svært ved at læse danskernes meldestil:

Her meldte Jørgen Hansen 3kl invit med 3-kort-støtte på sine 8 flotte. Herefter endte franskmændene i 4sp X. Det så længe godt ud for franskmændene. Der kom hjerter E ud og ruder igen. Derefter ruder, der blev trumfet. Hjerter dame, konge og trumf. 2 gange spar, ruder til trumf og hjerter bonde og hjerter til trumf. Nu var alle farver elimineret, slutspille i klør skulle findes. Jørgen havde dog ikke vist mere end 7 point og måtte derfor have klør konge. I stedet for at lade klør 8 køre rundt til 9’eren, lagde spilfører damen ned og gik dermed en bet. 5 IMPs til Danmark, men endnu vigtigere var, at man undgik et game-sving imod sig.
5. sektion stod længe nogenlunde lige, men så hentede franskmændene 42 IMPs på de sidste 5 spil. Det var stort set hele Danmarks forspring, der nu kun var på 9 IMPs inden sidste sektion. Der var lagt op til en af de slags hårde mentale sektioner, der skiller fårene fra bukkene og hvor man viser man er gjort af det stof, der skal til for at levere store resultater.
Sektionen startede godt for danskerne, der stod rigtigt, i modsætning til franskmændene, i dette spil:

Her meldte Jørgen Hansen og Steen Schou 6hj ved det andet bord. Franskmændene tog den et skridt videre og kom til 7hj, der vinder, hvis man gætter hjerterne. Det er sådan en type slem de norske juniorer har tendens til at melde og vinde mod danskere. Heldigvis var det Frankrig vi mødte, så spilfører spillede fint lille hjerter til damen og måtte senere afgive et hjerterstik. Det svingede 30 IMPs!!! Og gav Danmark 17 IMPs i stedet for minus 13.
Selvom dette spil gav lidt luft, spillede franskmændene godt og hentede lidt efter lidt forspringet ind.
Danmark var foran med 7, da der skulle dækkes op for en 7hj i dette spil:

Nord havde en helt vandvittig hånd. Mange valgte at åbne med 1sp i stedet for 1hj af frygt for at det bliver bøvlet at melde hånden senere hen, hvis man hele tiden skal melde spar efter at have åbnet hjerter. Makker kommer aldrig til at gætte ens fordeling i et naturligt system alligevel.
Da Hansen kunne negativ-doble, blev Schou dog glad. Med 4-kortstøtte i hjerter skal der ikke meget til før 7hj vinder. Han meldte dog 6hj, men den kunne Hansen heldigvis hæve. Hansen kunne også se på den besynderlige melding, at Schou måtte have en unormal hånd. 7hj var i hvert fald rigtig, men franskmændene ved siden af gav sig ikke og meldte den også selv.
Der var nu lagt op til spænding i de sidste 7 spil. Franskmændene hentede de næste 2 spil forspring, så det med 5 spil tilbage af de 96 stod 176-176. Det var dermed op til dem, der kunne holde hovedet koldt til det sidste.
I spil 28 konkurrerede franskmændene på 2-trinnet i hvad der ellers lignede et kedeligt spil. Begge franske par endte dermed at gå en bet på 2-trinnet og tabte 4 meget vigtige IMPs til Danmark. Inden sidste spil stod der på BBO, at Danmark førte med 5 IMPs. Kommentatorne blev dog ved med at skrive, at der var fejl i scoringen, og at føringen var på 3 IMPs. Dermed var der høj spænding, da Hansen-Schou endte med 2NT minus 3 i sidste spil, hvor holdmakkerne havde én bet på 2hj. Det gav præcis 3 IMPs til Frankrig, og det så nu ud til, at det blev lige. Der var forvirring om, hvad der ville ske i tilfælde af uafgjort, og jeg sad selv helt nervøs og ventede på ekstra spil.
Til sidst kom meldingen dog på Facebook. Ekstra spil var ikke nødvendigt, Danmark vandt med ét IMP. 181-180 over 96 spil. Hvilken kamp det dog var.
Tak for underholdningen, seniorer, og tillykke med sejren!
De danske seniorer spiller onsdag og torsdag semifinale mod Indien. Igen 96 spil over 6 sektioner. Første sektion er kl. 4 i morgen tidlig dansk tid. Følg med på BBO.
Følg også reportagen fra VM eller på Facebook.


