07. marts 2021
Skiftende føringer i Online-DM
Team Vepidan har pole position i Online-DM inden de fire sidste kampe i monradrunden, som spilles lørdag den 20. marts. Men i løbet af søndag den 7. marts nåede både Team PharmaService og Jesper Buus Thomsen at være konge på bjerget.
Team Vepidan havde imidlertid en god dag med fire sejre og sluttede søndagen som nummer et med 114,41 kamppoint. Vepidanerne er Jens Rasmussen, Leif W. Thomsen, Poul Clemmensen, Morten Klug, Kristian Tylvad og Morten Jepsen. Afstanden ned til nummer to, Jesper Buus Thomsen, er seks kamppoint, mens der er yderligere seks point ned til Team PharmaService på tredjepladsen. De otte bedste hold går videre til kvartfinalerne, og der skal nok blive kamp om de sidste pladser.
Du kan se alle søndagens resultater her. Resultaterne fra lørdag ligger her. Stillingen i DM kan du også finde på resultatsiden.
To juniorhold spiller med i DM. Det ene, Danmark Junior Rød, anført af Andreas Rolf-Larsen, var en overgang fremme blandt de otte bedste, men faldt lidt tilbage. Juniorerne gjorde sig også bemærket i opgørelsen over de bedste par. Førende par var faktisk juniorerne Alma Ertbjerg og Mathias Møller Larsen fra Danmark Junior Hvid på henholdsvis 14 og 11 år. Parret havde dog kun spillet en enkelt kamp a 15 spil. De to bedste par med mindst 60 spil var ligeledes fra den unge garde - Signe Buus Thomsen og Peter Jepsen samt Søren Caspersen og Emil Buus Thomsen.
DM blev gennemført på RealBridge, og arrangementet forløb uden mislyde. Der var god stemning ved bordene, og turneringslederne blev ikke overanstrengt.
I næste weekend er det så damerne og seniorerne, der indleder kampen om de første danmarksmesterskaber i bridge på nettet.


