Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
12. marts 2021

Kig med ved online-DM

 

I weekenden er det damernes og seniorernes tur til at indlede kampen om de første danmarksmesterskaber i online bridge.

I damerækken stiller blandt andre de tidligere landsholdsspillere Charlotte Koch-Palmund og Bettina Kalkerup op på Kirsten Vesth-Hansens hold. Damerækken har deltagelse af fire hold, som møder hinanden i en firdobbelt round robin.

I seniorrækken er 10 hold i startboksene. Blandt favoritterne er Steen Schou, som består af fire seniorverdensmestre fra 2019 - Jørgen Hansen, H.C. Nielsen og Knud-Aage Boesgaard foruden holdkaptajnen selv. En femte seniorverdensmester, Søren Christiansen, spiller på Klaus Adamsens hold, mens den sidste guldvinder fra Kina, Henrik Norman Hansen, tørner ud for Flemming Dahl. Også dansk bridges grand old man, Stig Werdelin, er klar til at trylle med de elektroniske kort på Henrik Kruse Petersens hold. De 10 hold i seniorrækken mødes alle mod alle to gange.

Både dame- og seniorrækken afvikles på RealBridge over to weekender: Den 13. - 14. marts og 10. - 11. april. Alle dage er der mulighed for at ugle via dette link: http://kibitz.realbridge.online. Damerækken spiller fra kl. 10.00 - 19.00 både lørdag og søndag, mens seniorerne er ved bordene fra kl. 10.00 - 19.10 lørdag og kl. 10.00 - 17.20 søndag begge weekender. Transmissionen foregår dog med 30 minutters forsinkelse. Transmissionen er uden lyd og billede, men alle meldinger, spil og resultater fra tidligere spil i runden kan ses.

Stillingen i DM kan du finde på resultatsiden.