21. marts 2021
Team Vepidan ruller videre
Team Vepidan vandt en knusende overlegen sejr over Poul Mogensen i kvartfinalen ved det første DM i online bridge. Sejrscifrene lød på 108-22, og vepidanerne har nu valgt at møde Marlene Henneberg i semifinalen. Den anden halvfinale står mellem Jesper Buus Thomsen og Team Pharmaservice. Resultatet af de fire kvartfinaler i åben række blev:
- Team Vepidan - Poul Mogensen 108-22
- Jesper Buus Thomsen - Lone Bilde 75-60
- Team PharmaService - Peter Schaltz 88-42
- Marlene Henneberg - Johan Hammelev 66-40
Alle resultaterne fra kvartfinalerne ligger her.
Semifinalerne spilles søndag eftermiddag fra kl. 15-19.15 over to halvlege a 15 spil. Du har mulighed for at ugle semifinalerne søndag via dette link: http://kibitz.realbridge.online. Vælg "Semifinaler - DM Online åben". Transmissionen foregår med 30 minutters forsinkelse og begynder således 15.30. Transmissionen er uden lyd og billede, men alle meldinger, spil og resultater fra tidligere spil i runden kan ses.
Endvidere kan du se en udvalgt kamp på YouTube via dette link. Her er lyd og billede, så du kan følge med i spillernes samtale ved bordet. YouTube-transmissionen begynder kl. 15.20.
Grundspillet i åben række ved Online-DM blev afsluttet lørdag. Den største overraskelse var, at de forsvarende danmarksmestre for hold, Kasper Konow, snublede. Konow havde ellers bragt sig i en god position inden sidste kamp, men fik kun 1,52 kamppoint mod Marlene Henneberg og sluttede som nummer 11. Heller ikke Steen Schou nåede med til knockout-runden. Disse to hold valgte ikke at spille videre i monradturneringen søndag. Her kan du se alle resultaterne fra lørdag.
Finalen finder sted søndag den 18. april over fire gange 15 spil. Bronzekampen spilles samme dag.


