10. juli 2021
Kalkerup og Østergaard er i udbrud
Bettina Kalkerup og Henning Østergaard har lagt sig i spidsen ved DM for mixed par. Lørdag var parret en overgang et godt stykke foran feltet, men hen på eftermiddagen nærmede forfølgerne sig. Anden- og tredjepladsen indtages p.t. af to stærke ægtepar, Leise og Rico Hemberg samt Lone og Bo Bilde.
DM for mixed par spilles på RealBridge som en del af den virtuelle bridgefestival. Vinderne vil indskrive sig i bridgehistorien som de første parmestre, der er fundet online. Bettina Kalkerup og Henning Østergaard har mange gode resultater sammen. Og så sent som fredag aften varmede parret op til mixed-DM med en sejr i åben række ved festivalens bronzeturnering.
Mixed par afgøres søndag, hvor der spilles fra kl. 10 til 17.15. Du kan følge med i afslutningen via dette link. Af sikkerhedshensyn er der indlagt 20 minutters forsinkelse, så transmissionen begynder kl. 10.20.


