Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
16. juli 2021

Spil med i årets pokalturneringer

 

Danmarks Bridgeforbund har i den kommende sæson premiere på en ny pokalturnering. Ved siden af den almindelige pokal introducerer vi Breddepokalen, som er forbeholdt spillere med handicap 25 eller højere.

Pokalbridge er en chance for at komme ud og møde spillere fra andre klubber. Kampene afvikles normalt under private former, og hyggen er i højsædet. Samtidig er der guldpoint på spil allerede fra første runde i begge turneringer.

Alle hold er garanteret mindst to kampe i både den gamle og den nye turnering. I de første runder tages der geografiske hensyn, så spillerne ikke skal køre for langt. I Breddepokalen spilles 32 spil i hver kamp, mens der dystes over 40 spil i den ordinære turnering.

Handicapgrænsen på 25 i Breddepokalen beregnes som et gennemsnit af de fire spillere på holdet med lavest handicap. I øvrigt er de præcise regler for den nye pokalturnering ved at blive udarbejdet i øjeblikket og vil være klar til sæsonstart. Det samme gælder reglerne for antallet af guldpoint i hver runde.

Tilmeldingsfristen for begge pokalturneringer er søndag den 12. september, og prisen er 500 kroner pr. hold. Til den "gamle" pokalturnering tilmelder du dit hold her. Breddepokalen kan du tilmelde dig her. Tilmeldingen sker via det lille link øverst til højre på siderne. Betalingen til begge turneringer foregår via Flexbillet her. Indskuddet er 500 kroner pr. hold. Første runde i turneringerne spilles søndag den 3. oktober. Resten af spilledatoerne kan du se her. Holdene har dog mulighed for at aftale en anden spilledato inden for visse begrænsninger, hvis de kan blive enige om det.