Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
19. november 2021

Følg hybridkamp i 1. division

 

Søndag spilles en udsat kamp i 1. division mellem Kasper Konow og John Norris. Kampen byder på en nyskabelse, idet opgøret dels spilles live og dels på nettet. Det er så vidt vides første gang i verden, at en officiel turneringskamp spilles som en hybrid mellem online- og live-bridge. 

Årsagen til at kampen spilles på denne måde er, at det var upraktisk for det svenske toppar Peter Bertheau og Simon Hult, som spiller på John Norris' hold, at komme til København. Derfor afvikles det ene bord virtuelt på RealBridge, mens det andet bord står i Blaksets Bridgecenter. Alle spillerne fra Konows hold er til stede i Blakset ligesom to af spillerne fra Norris' hold. To af Konow-spillerne sidder så ved computere og spiller mod svenskerne, der deltager fra Stockholm og omegn, mens de fire øvrige spiller normalt.

Du har mulighed for at følge det bord, som spilles på RealBridge. Kampen begynder kl. 11, men  af sikkerhedshensyn er der indlagt 30 minutters forsinkelse, så opgøret kan ses fra kl. 11.30. Du kan ugle på RealBridge her. Så vidt muligt vil resultaterne fra det andet bord blive opdateret manuelt, så der er mulighed for at sammenligne. Der er desværre ikke adgang for ugler i Blaksets Bridgecenter.

På Kasper Konows hold spiller holdkaptajnen i makkerskab med Michael Askgaard. De to er netop blevet udtaget til det danske landshold, som skal spille om VM til foråret. De øvrige spillere på Konows hold er Mikkel Nøhr, Lars Lund Madsen, Anders Hagen og Jonas Houmøller. Foruden det svenske par stiller John Norris op med brødrene Lars og Knut Blakset.

Kampen blev udsat for at give Kasper Konows hold mulighed for at deltage i Champions Cup i Slovakiet, der fandt sted samtidig med seneste divisionsweekend. Konow vandt i øvrigt grundspillet i Champions Cup og sluttede som nummer fire.