17. december 2021
Vellidt tidligere formand er død
Danmarks Bridgeforbunds tidligere formand Henrik Friis er død, kun 64 år gammel.
Henrik Friis var vellidt af alle, han kom i forbindelse med. Med sit venlige og stilfærdige væsen havde han mange venner, både i bridgeverdenen og udenfor.
Henrik Friis var formand for DBf fra 2011 til 2014. Han var en karismatisk og innovativ leder, som stod i spidsen for flere vigtige ændringer i forbundet, blandt andet salget af Asminderød Kro og flytningen af sekretariatet til de nuværende lokaler i Herlev. Som formand arbejdede han i høj grad for mere åbenhed og en styrkelse af det nordiske samarbejde. Hans visionære tilgang gav forbundet et stort løft, og Henrik Friis modtog DBf’s æresnål i guld i 2015 for sin store indsats for bridge i Danmark.
Foruden sit engagement i bridge var Henrik Friis aktiv i en lang række andre forbindelser. Blandt andet var han direktør for Karise Fonden og medlem af byrådet i Faxe Kommune for SF, hvor han var særlig optaget af arbejdet med at give børn og unge med udfordringer de bedste muligheder i livet.
Trods længere tids sygdom spillede Henrik Friis bridge næsten til det sidste, både med sin kone, Vivi, og i mange forskellige turneringer. Han var medlem af Turneringsklubben Midtsjælland og var også aktiv på nettet, hvor han i foråret 2021 deltog i det første online-DM for seniorhold. Henrik Friis var ligeledes en flittig gæst på bridgefestivalen.
Æret være Henrik Friis’ minde.
(Foto: Charles)


