06. marts 2022
Jysk dominans i 1. division
Steen Schou og Team PharmaService topper 1. division. De to jyske mandskaber får følgeskab i slutspillet af John Norris og Peter Schaltz. De mangedobbelte danmarksmestre Peter Schaltz kneb sig akkurat med i slutspillet, mens de forsvarende guldvindere, Kasper Konow, missede medaljekampen for første gang i mange år. Slutspillet afvikles den 23.-24. april i Aarhus. Som vindere af grundspillet vælger Steen Schou modstander i semifinalen.
Bedst i multiholdberegningen var det nye par Lars Blakset - Christian Lahrmann. Nummer to og tre er begge landsholdsaktuelle ved det kommende VM i Italien: Emil Jepsen - Dennis Bilde i åben række og Steen Schou - Jørgen Hansen i seniorrækken.
Ned fra 1. division rykker Peter Teisen og Team Dancon. Det betyder, at de to oprykkere, Lars Møller Sørensen og Team Vepidan, begge får mindst en sæson mere i bedste række. Vepidan blev ramt af corona kort inden spilstart lørdag og måtte opgive at stille hold i weekenden. Vepidan har fået 3 x 10 kamppoint. Tallet bliver muligvis nedjusteret, men det ændrer ikke på nedrykningsbilledet.
Oprykkere fra 2. division er Morten Lund Madsen og Niels Henriksen. Lund Madsen var kun væk fra 1. division et år, som dog blev til to på grund af corona-aflysning. En udestående appel kan imidlertid betyde, at Lone Bilde overtager oprykningspladsen fra Niels Henriksen. Bedst i multiholdberegningen i 2. division var Jesper Buus-Thomsen - Rico Hemberg.
Den tunge gang ud af 2. division må gås af Henrik Kristensen, Jan Jørgensen og Lars Mathiesen.
Begge de to 3. divisioner fik ret klare sejrherrer, Svend Brassøe i Vest og Erik Wied i øst. Disse to hold rykker direkte op i 2. division, mens de to to'ere, Jens M. Thomsen og Jens Astrup, skal spille om den sidste plads. Jens'erne mødes i forbindelse med slutspilsweekenden i april.
Disse hold må vinke farvel til divisionssystemet i denne omgang: Benny Marquart, Claus Tegtmeier og Kjeld Carsten Sørensen (vest) samt Jan Laursen, Steen Jacobsen og Jakob Bjerrum (øst).
Hele weekenden var der transmission på BBO fra 1. division. Op til 800 ugler fulgte med i de mange spændende spil.
Du kan se alle resultater fra åben division her.


