Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
16. marts 2022

Danskerhold sætter stjernemandskab mat

 

Morten Bilde, Andreas Plejdrup Meister og Emil Jepsen har været med til at slå et af verdens stærkeste hold ud af den prestigefyldte amerikanske Vanderbiltturnering. Danskerne spiller på holdet Gupta sammen med Simon P. Cope og Vinita Gupta, og natten til onsdag den 16. marts vandt danskerholdet over Levine. For Levine spillede Jeff Meckstroth, Eddie Wold, Geir Helgemo, Tor Helness, David Berkowitz og Mike Levine, som alle har læssevis af internationale titler i bagagen. Sejrscifrene lød på 92-79 efter en kamp, der var tæt hele vejen. 

Med sejren går danskerholdet videre fra 1/16-delsfinalen. Modstanderen i ottendedelsfinalen bliver Wildavsky, som også er et rutineret mandskab - Adam Wildavsky, Steve Robinson, Douglas Doub og Peter Boyd. Hvis det bliver til flere sejre, er der mulighed for et danskermøde senere i turneringen. Dennis Bilde gik nemlig også videre fra 1/16-delsfinalen sammen med sin italienske makker Agustin Madala. Parret spiller på holdet Lebowitz.

At danskerformen er i orden, er godt nyt for landsholdet, som snart skal spille VM i Italien. Emil Jepsen og Dennis Bilde, som gik videre i Vanderbilt med hvert sit hold, er nemlig makkere på det danske hold i åben række. Samtidig er Morten Bilde kaptajn for åben række-holdet.

Vanderbilt Trophy er blevet spillet siden 1928 og er en af verdens fornemste turneringer. Vinderlisten er en stjernegalleri over bridgehistoriens største navne. Du kan se alle vinderne her. Årets turnering spilles i Reno i Nevada, og du kan følge resultaterne her. Turneringen slutter søndag den 20. marts, og mange af opgørene bliver transmitteret på BBO - dog en del om natten dansk tid. Du finder BBO her.