14. oktober 2022
Skotske nordmænd vandt World Bridge Tour
Opdateret fredag den 14. oktober kl. 19.10: Finalen i World Bridge Tour blev vundet af Scorway. Formelt er der tale om et skotsk mandskab på grund af kaptajnen, Steve Levinson, men holdet består faktisk af to skotter og fem normænd. Foruden Levinson og Barnet Shenkin triumferede disse fem gæve nordmænd: Boye Brogeland, Christian Bakke, Nils Kvangraven, Geir Brekka og Øjvind Saur.
Scorway besejrede i finalen engelske De Botton med 86-51. Danske PharmaService tabte desværre i semifinalen til De Botton, men kunne trøste sig med bronzemedaljer efter en sejr på 29-21 over engelske Black. Det andet danske hold, Sejr Andreas Jensen, sluttede som nummer syv.
Du kan se alle resultaterne fra World Bridge Tour her.
Opdateret torsdag den 13. oktober kl. 20.20: PharmaService er i semifinalen i World Bridge Tour. Efter en overbevisende indsats vandt det danske hold alle mod alle-runden og er klar til knald eller fald-kampene. Wourld Bridge Tours spilles i denne uge i København, og semifinalerne og finalen afvikles fredag - begge over to gange 14 spil.
PharmaService har ligget fint hele ugen og sluttede altså på toppen. Spillerne er Morten Bilde (kaptajn), H.C. Graversen, Søren Bilde, Andreas Plejdrup, Emil Jepsen, Søren Caspersen og Dennis Bilde. Dennis Bilde stødte først til holdet onsdag og har yderligere forstærket mandskabet. Faktisk sluttede Dennis Bilde øverst i butlerberegningen over spillernes individuelle præstationer. I samme opgørelse var Emil Jepsen nummer to og Søren Bilde nummer fire.
Med kvalifikationen til semifinalen er PharmaService sikret en præmie på mindst 3000 euro (cirka 22.000 danske kroner). Og skulle det lykkes at gå hele vejen, er der 10.000 dejlige euro (cirka 75.000 kroner) til kontoen.
De øvrige hold i semifinalerne er alle fra de britiske øer - Black og De Botton fra England og Scorway fra Skotland. Til gengæld gled Apres - Bridge Champs med dansk-tyske Sabine Auken som holdkaptajn ud af topkvartetten til sidst. Det andet danske hold, Sejr Andreas Jensen, spurtede godt torsdag, men sluttede alligevel et stykke fra play off-kampene på syvendepladsen.
I semifinalen møder PharmaService De Botton. Holdet består af fire englændere og to nordmænd: Janet De Botton (kaptajn), Artur Malinowski, Tom Townsend og David Bakhshi samt Thomas Charlsen og Thor Erik Hoftaniska.
Semifinalerne begynder fredag kl. 10 og kan følges på BBO. Finalen går i gang kl. 14.40, og omkring kl. 18.25 kender vi vinderen.
Opdateret onsdag den 12. oktober kl. 20.10: Efter tredjedagen ligger PharmaService stadigvæk relativt lunt i forhold til at komme med i semifinalerne ved World Bridge Tour, som spilles i denne uge i København. PharmaService er nu på tredjepladsen med mere end 12 kamppoint ned til nummer fem. Lige foran som nummer to finder vi Apres - Bridge Champs, som har dansk-tyske Sabine Auken i staben. Sabine Auken spiller sammen med amerikanske Roy Welland, som også har nære bånd til Danmark.
Peter Fredins hold, som tæller ægteparret Schaltz samt Jesper Buus Thomsen og Rico Hemberg, er p.t. på syvendepladsen, men en god slutspurt torsdag kan måske bringe holdet frem til play off-kampene. Semifinaler og finale afvikles fredag.
Du kan finde alle resultaterne fra World Bridge Tour her.
Opdateret tirsdag den 11. oktober kl. 21.00: PharmaService kunne ikke holde føringen - men er stadig med fremme efter andendagen af World Bridge Tour. PharmaService ligger i øjeblikket nummer fire. Samtidig besætter to andre hold med dansk islæt også en af de fire pladser, som giver adgang til semifinalerne: Apres - Bridge Champs, som har dansk-tyske Sabine Auken på holdet, er på andenpladsen, mens Peter Fredin ligger nummer tre. Peter Fredin har hele fire danskere ved bordene: Dorthe og Peter Schaltz samt Rico Hemberg og Jesper Buus Thomsen.
Den gule førertrøje indehaves p.t. af det skotske hold Scorway, som dog har flere nordmænd end skotter på holdkortet. En af de to skotter på Scorway er imidlertid Barnet Shenkin, som fører butlerberegningen over spillernes individuelle præstationer.
Det andet heldanske hold, Sejr Andreas Jensen, kom væk fra sidstepladsen og ligger i øjeblikket som nummer 10 ud af 12. Men afstanden er ikke større, end at holdet sagtens kan nå med i play off-kampene.
Du kan se hele stillingen og alle resultater her.
Opdateret mandag den 10. oktober kl. 22.20: Det danske hold PharmaService har taget spids efter førstedagen af World Bridge Tour Masters, som spilles i København. Efter to kampe har PharmaService 31,14 kamppoint, to et halvt mere end det franske mandskab Vinciguerra. PharmaService består af Morten Bilde, H.C. Graversen, Andreas Plejdrup, Emil Jepsen, Dennis Bilde, Søren Bilde og Søren Caspersen. To af spillerne, Emil Jepsen og H.C. Graversen, ligger også nummer et og to i butler-beregningen over individuelle spillere. Du kan se butler-stillingen her.
På tredjepladsen finder vi Apres - Bridge Champs, som blandt andre har dansk-tyske Sabine Auken i startopstillingen. Det andet rent danske hold, Sejr Andreas Jensen, ligger til gengæld nummer sidst af de 12 stærke mandskaber.
Du kan se alle resultaterne fra World Bridge Tour her.
Turneringen gik i gang mandag og fortsætter frem til fredag. Der er BBO-transmission hver dag. Tirsdag spilles der fra kl. 10.30.
- - -
Verdensstjernerne kommer til byen, når World Bridge Tour Masters afvikles i København. 12 hold er klar til kamp fra mandag den 10. oktober til fredag den 14. oktober. Blandt de udenlandske spillere er navne som Boye Brogeland fra Norge, Tom Hanlon fra Irland og Thomas Bessis fra Frankrig. Men værtslandet er også fint repræsenteret. To rent danske hold stiller op - Sejr Andreas Jensen og PharmaService. PharmaService svarer cirka til 1. divisionsholdet af samme navn, mens Sejr Andreas Jensen er Kasper Konows 1. divisionshold med tillæg af et par spillere. Herudover spiller Dorthe og Peter Schaltz samt Rico Hemberg og Jesper Buus-Thomsen på Peter Fredins svenske hold, mens Christian Lahrmann, Lars Blakset og Martin Schaltz er i stald hos hollandske Marcel Verhaegen. Endelig er dansk-tyske Sabine Auken kaptajn for et internationalt mandskab. Du se hele startlisten her.
De 12 hold spiller alle mod alle i kampe a to gange 10 spil fra mandag til torsdag. Herefter går de fire bedste mandskaber videre til semifinaler og finale fredag, der afvikles over to gange 14 spil. Du kan følge resultaterne her.
Det er dyrt at spille med i World Bridge Tour, men til gengæld er præmierne også saftige. Således er der 10.000 euro (omkring 75.000 danske kroner) til vinderne.
Der bliver rig lejlighed til at ugle på BBO. Der sendes hver dag fra World Bridge Tour med start mandag omkring kl. 15.30. Amalie Bune, Silas Weber, Daniel Brandgaard og Jan Nielsen sidder klar til at formidle topbridge ud til hele verden. Du finder BBO her.


