05. februar 2023
Handicapfavoritter vandt guld i seniorfinale
Opdateret søndag den 5. februar kl. 19.00: Steen Schou genvandt danmarksmesterskabet for seniorhold. I sidste runde led Schou weekendens eneste nederlag til de nærmeste konkurrenter, Klaus Adamsen, men Schou havde rigeligt at give af. Mestrene er: Steen Schou - Jørgen Hansen, H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgard og Dorthe Schaltz - Peter Schaltz. Sølvinderne bestod foruden holdkaptajn Klaus Adamsen i makkerskab med Dennis Koch-Palmund af: Jan Sejr Nicolajsen - Søren Christiansen og Peter Magnussen - John Henriksen. Bronzemedaljerne blev hængt om halsen på: Henrik Kruse Petersen - Nis Graulund og Stig Werdelin - Sigurd Lauge Pedersen.
Guld-, sølv- og bronzevinderne var også de tre højest seedede hold ifølge handicapsystemet. I det hele taget rettede holdene sig smukt ind efter forhåndsseedningen. Kun Flemming Bøgh-Sørensen og Georg Aatorp, der var seedet som nummer fem og seks, byttede plads - og det endda med mindre end ét kamppoint.
Bedst i multiholdberegningen i A-rækken over parrenes individuelle indsats var Dorthe og Peter Schaltz - oven i købet i suveræn stil. Schaltz'erne præsterede 15,43, hvor nummer to, Jan Sejr Nicolajsen - Søren Christiansen, sluttede på 12,87. Tredjebedst var H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard med 12,85.
I B-rækken skulle der målfoto til for at finde vinderen. Jens Kjeldsen og Preben Taasti havde weekenden igennem skiftedes til at føre, men til sidst blev det Jens Kjeldsen, som trak det længste kort. Vindermargenen var imidlertid blot 0,11 kamppoint, så ganske få stik kunne have flyttet rækkesejren. Vinderholdet bestod af: Jens Kjeldsen - Kjeld Kjeldsen og Poul V. Hansen - Else Andersen. Tredjepladsen i B-rækken gik til Steen Bindslev.
Jens og Kjeld Kjeldsen vandt også multiholden i B-rækken. Nummer to blev Ib Larsen - Bjørn Hafstrøm, mens Albert Nielsen og Tonny Hessel var tredjebedst.
Jens Kjeldsen var kun seedet som nummer fire i B-rækken. I C-rækken var det til gengæld også forhåndsfavoritten, Henrik Parl, som løb med hæderen. Henrik Parl vandt foran Henning Langbak og Peter Gallmeyer.
Henrik Parls dominans blev understreget af, at holdets to par blev nummer et og tre i multiholdberegningen. Carsten Raasten - Peter Westrup var bedst, mens Henrik Parl - Niels Erik Petersen blev nummer tre. Anne Schousboe - Jes Bank fra Henning Langbaks hold klemte sig ind imellem på andenpladsen.
Finalen i seniorhold blev afviklet i Vanggaardscentret i Aarhus, hvor der weekenden igennem var god stemning og mange glade spillere.
Du kan finde alle resultaterne fra seniorhold her.
Vinderne kunne juble efter sejren. Fra venstre: Steen Schou, H.C. Nielsen, Knud-Aage Boesgaard, Dorthe Schaltz, Peter Schaltz og Jørgen Hansen (foto: Nis Ramussen):
Opdateret søndag den 5. februar kl. 00.30: Handicapfavoritterne har stort set levet op til værdigheden, da de bedst seedede par ligger blandt topholdene i alle tre rækker ved finalen i DM for seniorhold.
I A-finalen ligger de fire forhåndsfavoritter pænt som nummer et, to, tre og fire efter fire af de syv runder: Steen Schou, Klaus Adamsen, Henrik Kruse Petersen og Niels Henriksen. Søndag skal de fire hold mødes indbyrdes, og afstandene er ikke større, end at alt kan ske. Således er der kun lige over 10 kamppoint mellem nummer et og nummer fire.
I B-rækken ligger de fire bedst vurderede hold også alle i bedste halvdel. Dog indtages pole position her af det fjerdeseedede mandskab, Jens Kjeldsen. Favoritten i B-rækken, Preben Taasti, er nummer to efterfulgt af Torben Sværke og Henning Nølke.
C-rækken føres an af favoritten, Henrik Parl. Her har et lavere seeded hold dog sneget sig ind blandt de fire bedste. Det er Lissy Kristiansen, der var seedet som nummer seks, men p.t. ligger på fjerdepladsen. Nummer to og tre er Henning Langbak og Peter Gallmeyer.
Du kan se alle resultaterne i DM for seniorhold her.
De tre sidste runder i finalen spilles søndag med afslutning og præmieoverrækkelse omkring kl. 17.30.
- - -
Steen Schou vandt vestpuljen i kvalifikationen til DM for seniorhold. Og Schou er bookmakernes favorit til at erobre endnu et sæt guldmedaljer i finalen, som afvikles i den kommende weekend. Schous hold består af tre par, som alle har masser af rutine og internationale medaljer i bagagen: Steen Schou - Jørgen Hansen, H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard samt Dorthe og Peter Schaltz.
Flere hold har dog tænkt sig at byde Schou op til vals. Det gælder for eksempel Klaus Adamsen, som toppede østpuljen og er nærmeste konkurrent til Steen Schou ifølge handicapsystemet. Holdkaptajnen spiller sammen med Dennis Koch-Palmund, og dette par har ligeledes vundet international hæder, for eksempel sølv ved EM i juni sidste år. De to øvrige par mangler heller ikke rutine: Søren Christiansen - Jan Sejr Nicolajsen og Peter Magnussen - John Henriksen.
De næste udfordrere er Henrik Kruse Petersen, som tidligere har vundet DM for seniorhold, og Niels Henriksen, der har fordel af hjemmebane. Med blandt A-finalens otte hold er også to mandskaber, som overgik deres seedning i kvalifikationen og kom med i bedste række: Helge Hesselberg fra øst og Poul Bo Madsen fra vest.
Foruden A-finalen dyster seniorerne også i en B- og C-finale. Alle tre rækker har deltagelse af otte hold. Du kan se startlister og tidsplan her.
DM for seniorhold spilles i Vanggaardscentret i Aarhus. Der er desværre ikke BBO-transmission i denne omgang, men ugler er naturligvis velkomne på spillestedet.
Du kan følge resultaterne fra seniorhold her.


