Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
01. maj 2023

Breddepokalen skal have ny mester

 

Lodtrækningen til næste runde i årets pokalturneringer er nu foretaget. I Breddepokalen skal holdene spille kvartfinaler, mens hovedturneringen er nået til ottendedelsfinalerne. Lodtrækningen til hovedturneringen er her, og opgørene i Breddepokalen kan ses her. Lodtrækningen til begge pokalturneringer er denne gang helt fri uden geografiske hensyn.

I hovedturneringen kommer de fem sidste hold med 1. divisionsspillere ind i denne runde. To af disse hold skal mødes - Jesper Buus-Thomsen og Team Vepidan. Der venter også et spændende opgør mellem Stig Werdelin og Peter Schaltz. Begge mandskaber er fyldt godt op med spillere, som i forvejen har bugnende trofæhylder. Et enkelt hold helt uden divisionsspillere har også kæmpet sig frem til ottendedelsfinalerne. Det er Fin Hüttel fra Herning, som får hjemmebane mod Stense Farholt. Jacob Cholewa har heller ikke divisionsfolk i startopstillingen, men har dog brugt en enkelt divisionsspiller som substitut. Jacob Cholewa skal i ottendedelsfinalen møde H.C. Nielsens rutinerede 1. divisionshold.

I Breddepokalen lever ni hold endnu, idet der mangler en enkelt udsat kamp fra fjerde runde. Blandt de ni er ikke et eneste hold, som var med i Breddepokalens slutspil sidste år. Det vil sige, at vi skal have en ny mester i den unge turnering, som blev afviklet for første gang i 2022.

Officiel spilledag i begge turneringer er søndag den 21. maj. I Breddepokalen er de fire vindere kvalificeret til slutspillet, mens vinderne i hovedturneringen skal spille kvartfinale søndag den 20. august.