
Henning Østergaard vandt DM efter tæt finale
Opdateret søndag den 7. maj kl. 21.20: Vinder af DM for mixed hold blev Henning Østergaard. Sammen med makker Lotte Skaanning og holdkammeraterne Helle Rasmussen og Jan Pedersen vandt Henning Østergaard en kneben finalesejr på 66-61 over Nils Mønsted. Finalen var spændende helt til slutningen, men efter sidste spil kunne Østergaard trække sig tilbage som sejrherrer. Sølvmedaljerne vil nu pynte hjemme hos Rikke og Nils Mønsted samt Camilla Bo Krefeld og Nikolaj Krefeld Hammelev. Sidstnævnte er mor og søn, og Nikolaj er blot 14 år gammel.
Bronzekampen blev vundet af Charlotte Koch-Palmund over Andreas Rolf-Larsen. Koch-Palmund måtte dermed bytte guldmedaljerne fra sidste år ud med bronze denne gang. Bronzevinderne er: Charlotte og Dennis Koch-Palmund samt Trine Bilde og Tom Nørgaard. Andreas Rolf-Larsen (Clara Brun Pedersen, Dorte Cilleborg og Morten Bilde) måtte tage til takke med fjerdepladsen.
B-finalen blev vundet af Leise Hemberg (Rico Hemberg samt Lone og Bo Bilde). Nummer to blev Søren Caspersen (Amalie Bune, Stense Farholt og Henrik Caspersen), mens tredjepladsen gik til Erik Wied (Patrycia Liberski, Hanne Sørensen og Frederik Bjerregaard).
Mixed hold var som sædvanlig en hyggelig turnering med god stemning og masser af hygge. Du kan se alle resultaterne her.
Der var blomster, vin og hyldest til vinderne efter sejren. Fra venstre: Jan Pedersen, Helle Rasmussen, Lotte Skaanning og holdkaptajn Henning Østergaard:
- - -
Opdateret lørdag den 6. maj kl. 18.30: Andreas Rolf-Larsen vandt monradturneringen ved DM for mixed hold og kvalificerede sig til slutspillet. De øvrige tre hold, som skal spille om danmarksmesterskabet søndag, blev Henning Østergaard, Nils Mønsted og Charlotte Koch-Palmund.
Sidstnævnte er forsvarende danmarksmestre og lå inden sidste runde på femtepladsen, som ikke gav adgang til slutspillet. Men en storsejr på 44-2 over Ole Plam i sidste runde var tilstrækkeligt. Til gengæld glippede slutspilsdeltagelsen i sidste runde for Søren Caspersen, der ellers havde ligget helt fremme det meste af vejen. Et nederlag i den afsluttende runde på 5-20 til Leise Hemberg blev for dyrt.
Best i multiholdberegningen over parrenes individuelle præstationer i monradturneringen blev Dorte Cilleborg - Morten Bilde fra Andreas Rolf-Larsens hold.
Slutspillet afvikles søndag fra kl. 10. Som vinder af grundspillet har Andreas Rolf-Larsen valgt at møde Nils Mønsted. Den anden semifinale kommer dermed til at stå mellem Henning Østergaard og Charlotte Koch-Palmund. Du kan følge med hele dagen, hvor der transmitteres fra den ene semifinale samt fra finalen.
Alle resultaterne fra mixed hold er her.
- - -
Charlotte Koch-Palmund vandt DM for mixed hold i 2022 - og holdet er klar til at forsvare mesterskabet i den kommende weekend. Koch-Palmund bliver blandt andre udfordret af Flemming Poulsen, Leise Hemberg og Nils Mønsted, som udgjorde slutspilskvartetten sidste år og alle er i feltet igen.
I alt 26 hold stiller op til DM for mixed hold - en pæn fremgang fra sidste år, hvor 18 hold var i startboksene.
Mixed hold arrangeres traditionen tro på Hotel Svendborg. Du kan følge med søndag, hvor vi sender på BBO fra den ene semifinale samt fra finalen. Jan Nielsen og Claus Lund sidder klar til at formidle alle meldinger og spil. Vi indleder transmissionen søndag kl. 10 og fortsætter, indtil danmarksmestrene er kåret omkring kl. 17. Du finder BBO her.
Du kan se startlisten til mixed hold her. Og du kan følge resultaterne her.
Mixed hold 2022 blev vundet af Dennis Koch-Palmund, Tom Nørgaard, Trine Bilde og Charlotte Koch-Palmund. (Foto: Charles)