
Så er der igen spændende festivalnyt
Nu lancerer vi endnu flere nye ting på dette års Bridgefestival - tag i Rottefælden med rabat, spil med i fynsmesterskabet for åbent par og tag med til eventet Kvinder i bridge. Læs mere om alt det nye nedenfor. Programmet for festivalen finder du her.
Svendborg Sommerrevy Rottefælden
Som noget helt nyt kan alle bridgespillere, som er i Svendborg i dagene fra d. 8. - 15. juli, komme ind og se Svendborg Sommerrevy Rottefælden med 15% rabat.
Ønsker I en revyplatte inden revyen, kan denne tilkøbes til 198 kr - her synger Anne Herdorf til maden.
Sådan kommer du med
Billetter skal bookes direkte hos revyens billettelefon på 5757 5700. Husk at oplyse den ønskede dag for revy, dit navn og e-mail, samt at du er i Svendborg i forbindelse med festivalen, så får du rabatten.
Programmet for revyen samt spilledage kan ses her.
Tryk på billedet for at se dette års plakat.
Bliv fynsmester i åbent par på festivalen
Nu kan du blive distriktsmester på Fyn i forbindelse med dette års Dansk Bridgefestival i Svendborg - og samtidig kvalificere dig til at deltage i 2. division i det nye DM for åbent par - uanset hvor i landet du bor.
Distrikt Fyn afholder nemlig Fynsmesterskabet for åbent par lørdag d. 8. juli fra kl. 15.00 - 21.45 i forbindelse med Dansk Bridgefestival.
I DBf vil vi gerne understøtte, at så mange som muligt får mulighed for at deltage i distriktsmesterskaber og spille med i 2. division. Så vi håber, at alle, der er interesserede i at løfte det fynske trofæ og deltage i 2. division, tilmelder sig
Den nye struktur i danmarksmesterskabet for åbent par betyder bl.a. at tilmelding til 2. division kræver, at du har deltaget i et distriktsmesterskab for åbent par (eller været tilmeldt i tilfælde af aflysning) - og det behøver ikke være et distriktsmesterskab i dit eget distrikt.
Spiller du med i FM for åbent par, kvalificerer du dig derfor til at deltage i 2. division - ligesom du har chancen for at blive fynsmester i åbent par.
Det koster 300 kr. pr. par at deltage, og du tilmelder dig via distriktets hjemmeside her. Du skal betale indskuddet til 0914 - 3586067257, når du tilmelder dig.
Fristen for tilmelding er lørdag d. 1. juli kl. 24.00.
Det kræver mindst 10 par, for at turneringen afvikles. Bemærk dog, at hvis du er tilmeldt, er du stadig kvalificeret til at deltage i 2. division i DM, selv om Fynsmesterskabet skulle blive aflyst.
Har du spørgsmål omkring FM i åbent par, så kontakt turneringsleder Jørn Plet på 2334 6981 eller på plet@c.dk
Event: Kvinder i bridge
Sammen med den europæriske bridgeunion (EBL) sætter DBf fokus på kvinder i bridge ved en særskilt event som finder sted tirsdag d. 11. juli kl. 17.00 - 19.00 under Dansk Bridgefestival.
Landsholdsspiller Helle Rasmussen, som er dansk koordinator for kvindebridgen, vil være til stede og fortælle om de indsatser, der gøres internationalt og nationalt for at skærpe kvinders deltagelse i bridge. Endvidere vil du kunne møde en række andre spændende bridgekvinder.
Mød op til en snak og bliv inspireret til at lære at spille bridge, udvikle dit bridgespil og hør om andre kvinders bridgekarrierer.