Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
27. juni 2023

Charlotte Fuglsang: Bridge modvirker ensomhed

 

 

Opdateret tirsdag den 27. juni kl. 17.10: Tirsdag den 27. juni var Charlotte Fuglsang, direktør i DBf, inviteret i P1 for at fortælle om den rolle, som bridge og anden tankesport kan spille i at bekæmpe ensomhed.

Charlotte Fuglsang fortalte blandt andet, hvordan bridge bringer folk i alle aldersklasser sammen. DBf-direktøren kom ligeledes ind på, hvorfor det er vigtigt også at have fokus på aktiviteter, som ikke kræver et højt fysisk niveau, i arbejdet for at modvirke ensomhed. Du kan høre hele indslaget her.

- - -

At spille bridge bekæmper ensomhed, derfor er det helt oplagt, at Danmarks Bridgeforbund kommer med i den indsats mod ensomhed med 115 organisationer, der blev præsenteret den 22. juni. 

En plan fra Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed med Ældre Sagen og Røde Kors i spidsen blev præsenteret på Christiansborg. Årsagen er, at en måling fra 2021 viser, at hver 8. dansker over 16 år oplever ensomhed. 115 forskellige organisationer på tværs af brancher og fag er med i planen, f.eks. KFUM Spejderne, Danske Universiteter, FOA og Jyske Bank. Dan­marks Bridgeforbund er ikke på listen, og det undrer direktør Charlotte Fuglsang:

”Bridge og anden tankesport såsom skak, backgammon m.v. kan i den grad bidrage til denne nationale indsats mod ensomhed.  Bridge er mere end blot et kortspil. Bridge modvirker en­somhed, fordi bridge indebærer samarbejde og kommunikation og et fællesskab med andre medspillere,” siger Charlotte Fuglsang.

Målet med Danmarks første nationale strategi mod ensomhed er at nedbringe ensomhed med 50 procent mod 2040 i forhold til i dag. Det mål vil bridgen kunne hjælpe med at opnå ifølge Danmarks Bridgeforbunds direktør:

”Foruden fællesskabet ved at spille bridge, har undersøgelser også vist, at bridge styrker hukommelsen, da spillet kræver koncentration, fuld opmærksomhed, logisk tænkning og plan­lægning,” siger Charlotte Fuglsang.  

Fordelen ved bridge er også, at det kan spilles i alle aldre og kræver ikke noget højt fysisk ­niveau. Dermed vil bridge kunne give et markant løft til at styrke den nationale indsats. Der­for kontakter Danmarks Bridgeforbund Det Nationale Partnerskab for at blive en del af indsat­sen.