14. juli 2023
Jan Nielsen og Torsten Ørhøj fik æresnåle
I forbindelse med starten på Vinoble-turneringen på Bridgefestivalen blev Jan Nielsen hædret med DBf's Æresnål i guld.
"Du er en frivillig helt i din egen klasse," sagde DBf-formand Nis Rasmussen ved overrækkelsen. Nis Rasmussen fremhævede også, at Jan Nielsen løfter alle opgaver med et smil - det være sig som funktionsansvarlig for Bridge/Golf på festivalen, som landsholdscoach eller som ankermand på BBO-transmissioner fra store turneringer. Jan Nielsen har også været afgørende for, at så mange klubber har kunnet spille på RealBridge i coronatiden.
"Ingen går nogen sinde forgæves til Jan med et problem," som Nis Rasmussen sagde.
Salen kvitterede med langvarige klapsalver, og hovedpersonen selv kneb en lille tåre.
- - -
Chefturneringsleder Torsten Ørhøj modtog DBf's Æresnål i sølv i forbindelse med starten på DM for mixed par på festivalen.
"Ud over at være chefturneringsleder er du også kirkesanger, og her på festivalen får du alle til at synge i kor, så turneringerne bliver en harmonisk oplevelse for spillerne, sagde DBf's formand, Nis Rasmussen, ved overrækkelsen.
Torsten Ørhøj har været chef-TL på festivalen siden 2019 efter at have været i lære året før.
Nis Rasmussen fremhævede også Torsten Ørhøjs store arbejde som et aktivt medlem af distriktsbestyrelsen i Østjylland.
Torsten Ørhøj takkede for hæderen og gav takken videre til de mange dygtige frivillige, som gør hans arbejde nemt.
| Jan Nielsen fik blomster, æresnål og diplom. Til højre DBfs formand, Nis Rasmussen: | DBf-direktør Charlotte Fuglsang placerede æresnålen på skjorten: |
![]() |
![]() |




