09. august 2023
Spil med i årets pokalturneringer
Tilmeldingen til årets pokalturneringer er nu åben. Pokalbridge er en chance for at komme ud og møde spillere fra andre klubber - og måske stå for en pokaloverraskelse. Skagen vandt engang over Brøndby i fodbold - så, hvem ved? Kampene afvikles normalt under private former, og hyggen er i højsædet. Samtidig er der guldpoint på spil allerede fra første runde.
Foruden den almindelige pokalturnering spilles også Breddepokalen. Den almindelige pokalturnering er åben for alle, mens Breddepokalen er forbeholdt hold, hvor spillerne har et gennemsnitshandicap på 25 eller højere på tilmeldingstidspunktet.
I begge turneringer er samtlige hold, der spiller med fra start, garanteret mindst to kampe. I de første runder tages der geografiske hensyn, så spillerne ikke skal køre for langt. I Breddepokalen spilles 32 spil i hver kamp, mens der dystes over 40 spil i den ordinære turnering.
Tilmeldingsfristen for begge pokalturneringer er onsdag den 13. september, og prisen er 800 kroner pr. hold. Du skal tilmelde dit hold på pokalsiden og betale via Flexbillet. Til den ordinære pokalturnering tilmelder du dit hold her. Breddepokalen kan du tilmelde dig her. Tilmeldingen sker via det lille link øverst til højre på siderne. Betalingen til begge turneringer foregår via Flexbillet her (alle hold skal betale via samme link, men tilmelde sig henholdsvis Breddepokalen og den almindelige pokalturnering på pokalsiden).
Første runde i turneringerne spilles søndag den 1. oktober. De øvrige spilledatoer kan du se her. Holdene har dog mulighed for at aftale en anden spilledato inden for visse begrænsninger, hvis de kan blive enige om det. Bemærk også, at nogle spilledatoer kan udgå, hvis der er få hold tilmeldt.


