20. oktober 2023
Dansk sejr i World Bridge Tour
Opdateret fredag den 20. oktober kl. 20.30: Schaltz vandt World Bridge Tour i København! Efter en ultraspændende finale sejrede Schaltz med det mindst mulige - 0,9 imp. Schaltz vandt finalen med et imp, 33-32, og modstanderne. franske Vinciguerra, havde fået 0,1 imp overført. Vinderholdet er: Dorthe og Peter Schaltz, Dennis Bilde - Martin Schaltz og Gabor Winkler - Laszlo Szilagyi. Sidstnævnte par er fra Ungarn.
Lundberg fra Sverige vandt bronzekampen over engelske Nettleton 57-39.
De hold, som ikke kom i slutspillet, spillede en monrad om femtepladsen. Her vandt Apres - Bridge Champs med blandt andre Sabine Auken og Roy Welland på holdet. Blaksets Bridgecenter blev nummer fire og Pharmaservice nummer otte, mens Denmark Juniors sluttede på en ganske imponerende niendeplads.
Du kan se alle resultaterne fra World Bridge Tour her.
- - -
Opdateret torsdag den 19. oktober kl. 19.50: Schaltz blev det eneste danske hold, som formåede at placere sig mellem de fire bedste i World Bridge Tour (WBT) og dermed kvalificere sig til slutspillet. Schaltz sluttede på andenpladsen og skal spille semifinale og - måske - finale fredag. De øvrige deltagere i semifinalerne er franske Vinciguerra, Lundberg fra Sverige og Nettleton fra England. Blaksets Bridgecenter havnede desværre på den ærgerlige femteplads.
I semifinalen skal Schaltz op mod Lundberg. Holdet består af tre svenskere - Simon Hult, Peter Bertheau og Anne-Marie Lundberg - samt Geir Helgemo fra Norge og Zia Mahmood fra USA (født i Pakistan).
De to andre danske hold endte langt nede i feltet. Pharmaservice blev nummer 13, mens Denmark Juniors blev nummer 15 og næstsidst. For juniorholdet er det dog ganske pænt at undgå sidstepladsen i det bomstærke felt.
I butlerberegningen over spillernes og parrenes individuelle præstationer blev Dennis Bilde og Martin Schaltz næstbedste par, kun overgået af Thomas Bessis - Cedric Lorenzini.
Alle resultaterne fra World Bridge tour er her.
Der sendes naturligvis fra semifinaler og finale fredag på BBO.
- - -
Opdateret torsdag den 19. oktober kl. 10.50: To danske hold har gode chancer for at kvalificere sig til slutspillet ved World Bridge Tour (WBT), som afvikles i denne uge i København. De fire bedste går videre til semifinaler og finale fredag. P.t. ligger Schaltz nummer to, mens Blaksets Bridgecenter er nummer fire.
Du kan følge med hele torsdagen på BBO. Du finder BBO her.
Alle resultater fra World Bridge Tour er her.
- - -
Opdateret tirsdag den 17. oktober kl. 20.50: Schaltz har skabt luft i toppen af feltet ved World Bridge Tour (WBT). Efter andendagen fører Schaltz med 102,96 kamppoint - næsten 10 ned til Vinciguerra på andenpladsen. Schaltz består af Dorthe og Peter Schaltz, der spiller sammen, samt sønnen Martin Schaltz, som er makker med Dennis Bilde. Endvidere har holdet et par ungarske lejesvende om bord, Gabor Winker og Laszlo Szilagyi.
De fire bedste i alle mod alle-runden, der spilles fra mandag til torsdag, kvalificerer sig til semifinaler og finale fredag. Foruden Schaltz og franske Vinciguerra ligger Lundberg og Blaksets Bridgecenter p.t. til at gå videre i WBT, som afvikles i København. For Lundberg spiller blandt andre pakistansk-amerikanske Zia Mahmood i makkerskab med norske Geir Helgemo.
Se resultaterne fra World Bridge Tour her.
Onsdag spilles der atter fire kampe. Følg med på BBO fra kl. 10.30.
- - -
Opdateret mandag den 16. oktober kl. 22.20: To danske hold kom godt fra start i World Bridge Tour, der afvikles i denne uge i København. Efter første dag fører Schaltz, tæt forfulgt af Blaksets Bridgecenter. Du kan se alle resultaterne fra turneringen her. Læs mere om World Bridge Tour her.
Turneringen fortsætter tirsdag, hvor der spilles fire kampe med start kl. 10.30. Der sendes hele dagen på BBO.
Husk også, at du tirsdag har mulighed for at købe et signeret eksemplar af Zia Mahmoods nye bog, "Bridge - A Love Story". Zia deltager i turneringen og signerer sin bog i frokostpausen fra kl. 14.15 til 14.45. Bogen koster 225 kroner, og det foregår på Hotel NH Collection, Strandgade 7 på Christianshavn, lige ved Knippelsbro.
- - -
Det bridgemæssige stjernestøv drysser over NH Collections Hotel i København, når World Bridge Tour spilles i hovedstaden i denne uge. Turneringen byder på et felt med en perlerække af verdensstjerner på de 16 deltagende hold: Zia Mahmood (Pakistan/USA), Boye Brogeland (Norge), Tom Hanlon (Irland), Geir Helgemo (Norge), Thomas Bessis (Frankrig) og mange flere. De udenlandske koryfæer får selskab af en stribe af de bedste danskere: Dorthe og Peter Schaltz, Lars og Knut Blakset samt Dennis Bilde og Martin Schaltz for blot at nævne nogle få. Der er også blevet plads til et dansk ungdomshold med syv talentfulde juniorer, heriblandt Andreas Rolf-Larsen som holdkaptajn. Du kan se hele startlisten her.
World Bridge Tour afvikles fra mandag den 16. til fredag den 20. oktober. De første fire dage spilles alle mod alle i 14-spils-kampe. Fredag mødes de fire bedste i semifinaler og finale, begge dele over to gange 12 spil.
Hele turneringen kan følges på BBO. Der bliver sendt fra begge borde i én kamp i hver runde. Du finder BBO her. Det er naturligvis gratis at kigge med.
Til gengæld er det bestemt ikke gratis for holdene at spille. Indskuddet er 3000 euro (cirka 22.000) kroner pr. hold. Omvendt er præmierne også saftige med 16.000 euro (120.000) kroner til det sejrende mandskab.
World Bridge Tour kom også forbi København i efteråret 2022. Her vandt skotsk-norske Scorway med blandt andre Boye Brogeland, længst til venstre, på holdet. (Foto: Jan Nielsen)



