26. november 2023
Camilla Husted fører an i damedivisionen
Opdateret søndag den 26. november kl. 19.20: Camilla Husted har skaffet sig et lille forspring i damedivisionen, men ellers er der tæt kamp i toppen. Efter den første weekend af tre har Husted scoret 72,85 kamppoint, fem mere end de forsvarende mestre, Leise Hemberg, der p.t. besætter andenpladsen. De tre næste forfølgere - Kirsten Dalgaard, Kirsten Vesth-Hansen og Birte Eriksen - ligger alle inden for lidt mere end ét kamppoint.
Camilla Husted vandt alle weekendens fem kampe og trykkede især på speederen i de to sidste, hvor Husted scorede 19,65 og 18,09 kamppoint. Holdet består af kaptajnen i makkerskab med Charlotte Monberg samt Ulla Korre Pedersen - Charlotte Yde.
I multiholdberegningen over de enkelte pars præstationer er topscorerne efter første weekend Susan Just Olesen og Margrethe Rykov fra sidstnævntes hold. På de næste pladser følger Grete Voldsgaard - Anna Mette Nielsen fra Birte Eriksens hold, mens Anita Buus Thomsen - Dorte Cilleborg er nummer tre. Dette par er i år vendt tilbage til Leise Hembergs forsvarende mestre.
Du kan se alle resultater fra damedivisionen her.
Damedivisionen spilles i år efter et nyt format, hvor de 16 hold mødes alle mod alle. Næste weekend afvikles den 27.-28. januar, hvor der igen spilles i Køge og Aarhus.
Det førende hold efter første weekend. Fra venstre: Holdkaptajn Camilla Husted, Charlotte Yde, Charlotte Monberg og Ulla Korre Pedersen. (Foto: Ella Rosthøj)

- - -
I denne weekend fløjtes damernes divisionsturnering op. Leise Hemberg er efterhånden ved at have monopol på DM for damehold, og det bliver interessant at se, om Leise Hemberg kan vinde DM nummer fem i træk.
I sidste sæson skiftede Hemberg ud på holdet, idet juniortalenterne Ella Rosthøj og Julie Sigsgaard trådte ind. Men ændringen påvirkede ikke sejrsrytmen, og danmarksmesterskabet blev vundet relativt sikkert. I år er der igen en ændring, idet Stense Farholt og Tina Ege træder ud, mens Anita Buus Thomsen og Dorte Cilleborg kommer ind. Begge har dog tidligere været med på holdet. Leise Hemberg stiller samtidig til start med masser af selvtillid, da fire af spillerne for nylig vandt sølv ved Champions' Cup i Kroatien.
De nærmeste udfordrere til Hemberg er formentlig nummer to og tre fra sidste sæson, Anne-Marie Frøhlich og Birte Eriksen. Men mange andre hold kan også blande sig i medaljestriden, da der er masser af rutine i feltet. Flere nye hold er ligeledes kommet til. Det gælder blandt andet Lene Henriksen, som i september vandt sølv i Breddepokalen. Du kan se alle holdenes startopstilling her.
Damedivisionen spilles i år efter et nyt format, hvor alle 16 hold spiller i samme række. Det betyder, at der spilles alle mod alle i kampe a 24 spil. I hver af de tre weekender afvikles fem kampe.
I første weekend spilles i Østsjællands Bridgecenter i Køge og Bridgeklubben Bellevue i Aarhus. Der er ikke BBO-transmission, men ugler er naturligvis velkomne begge steder.
Du kan følge alle resultater fra damedivisionen her.


