22. januar 2024
Pokalhold spiller næste runde til marts
Lodtrækningen til næste runde i pokalturneringerne er nu foretaget.
I hovedturneringen er holdene nået til runde 4. Der er i alt otte kampe i denne runde. Vinderne går til runde 5, hvor de første 10 hold med divisionsspillere træder ind. De sidste syv hold med divisionsspillere kommer ind i runde 6 (ottendedelsfinalen).
Du kan se lodtrækningen til runde 4 her.
I Breddepokalen skal holdene spille runde 3. Runde 3 er en slags opsamlingsrunde for hold, som har tabt én kamp, det vil sige taberne fra runde 2A og vinderne fra runde 2B. De hold, som har vundet i runde 2A, går direkte til runde 4, hvor også vinderne fra runde 3 deltager. Taberne i runde 3 er ude af turneringen. I Breddepokalen er der i år indført et princip om lucky loser for at undgå oversidderrunder. Dette princip er i anvendelse i denne runde, hvor en af taberne fra runde 2B alligevel kommer med i runde 3. Efter lodtrækning blev det Holstebro Bridgeklub, som var heldig at komme videre.
Du kan se lodtrækningen til runde 3 her.
Den officielle spilledato for næste runde i begge pokalturneringer er søndag den 10. marts. Holdkaptajnerne har dog mulighed for at aftale en anden dato indbyrdes, normalt højest 14 dage senere. Endvidere må pokalkampe afvikles på nettet, hvis begge kaptajner er enige om det. I Breddepokalen kan udeholdet kræve, at kampen skal spilles på nettet, hvis afstanden fra kaptajnens adresse til spillestedet er over 150 kilometer.
Bemærk, at nogle af kampene i begge turneringer er udsat. Mesterpoint tildeles først, når alle kampe i en runde er afviklet.


