11. oktober 2024
Martin Schaltz og Dennis Bilde fik sølv
Opdateret fredag den 11. oktober: Det endte med en andenplads i World Bridge Tour Copenhagen til De Botton med Martin Schaltz og Dennis Bilde. De Botton vandt i semifinalen over franske Vinciguerra, men i finalen blev det til et klart nederlag mod Edmonds fra USA. De Botton tabte første halvleg af finalen klart, og det blev endnu værre i anden halvleg. Slutcifrene lød på 90-31. Vinderholdet bestod af Jodi Edmonds, Michal Klukowski, Jacek Kalita, Vince Demuy og Joel Wooldridge. I kampen om tredjepladsen var Vinciguerra bedst mod Gillis.
I monradturneringen blandt de øvrige hold blev det også til et godt dansk resultat, da PharmaService satte en stærk spurt ind og tog andenpladsen. PharmaService blev dermed en samlet nummer seks. Nummer fem via sejr i monradturneringen blev Apres- Bridge Champs. På sidstnævnte hold spillede Sabine Auken og Roy Welland, der flere gange har optrådt i den danske 1. division, sammen med legenden Zia Mahmood og Zack Grossack.
Alle resultater fra turneringen er her.
- - -
Opdateret torsdag den 10. oktober: Holdet De Botton vandt kvalifikationen i World Bridge Tour Copenhagen. De Botton består af Martin Schaltz og Dennis Bilde fra Danmark, Thor Erik Hoftaniska og Thomas Charlsen fra Norge samt Artur Malinowski og Janet de Botton (sponsor) fra England. Sejren i kvalifikationen giver adgang til semifinalerne fredag sammen med skotske Gillis, franske Vinciguerra og amerikanske Edmonds. I semifinalen skal De Botton møde Vinciguerra, hvor danskerholdet har en overført score på 5,33 imp.
Semifinalerne afvikles over to gange 12 spil. Finalen og kampen om tredjepladsen spilles ligeledes over 24 spil. Semifinalerne begynder kl. 10.30, mens finalen går i gang kl. 14.40. Der er en saftig førstepræmie på 12.000 euro (cirka 90.000 kroner) til vinderne. Der er naturligvis BBO-transmission fra de afgørende kampe.
De øvrige hold, heriblandt tre med danske spillere, fortsætter fredag i en monrad om femtepladsen.
Du kan se alle resultaterne her.
- - -
Opdateret onsdag den 9. oktober: Martin Schaltz og Dennis Bilde er oppe på andenpladsen som medlemmer af holdet De Botton ved World Bridge Tour i København. Der er godt nok et stykke op til Gillis på førstepladsen - men det gælder blot om at være blandt de fire bedste, der går videre til semifinalerne fredag.
Til gengæld ser det halvsløjt ud for de øvrige tre hold med dansk deltagelse. Bedst klarer PharmaService, der ligger nummer 13, sig. Men der skal en god spurt til torsdag for at nå playoff-kampene.
Se alle resultater fra World Bridge Tour her.
- - -
Den stærke internationale turnering World Bridge Tour (WBT) spilles i øjeblikket i København. Fire hold med danske spillere deltager, og efter andendagen tirsdag ligger engelske De Botton med Martin Schaltz og Dennis Bilde bedst placeret som nummer tre. Det internationale hold Ferm med Christina Lund-Madsen om bord er på niendepladsen, mens heldanske PharmaService ligger nummer 14. Endelig er ligeledes heldanske Team One Eyed Jacks nummer 18 blandt de 20 deltagere.
Du kan se alle resultater fra WBT Copenhagen her. Startlister med videre er her.
World Bridge Tour i København spilles fra mandag den 7. til fredag den 11. oktober. Fra mandag til torsdag spiller de 20 hold 15 runder i kampe a 14 spil, mens de fire bedste spiller semifinaler og finale fredag. Du kan se hele programmet her.
Der bliver transmitteret hver dag på BBO fra WBT. Du finder BBO her.


