24. april 2025
20 par kæmper om DM
20 par er klar i startboksene i Superligaen, når DM for åbent par spilles den 3.-4. maj. I feltet finder vi blandt andre sidste års nummer et, to og tre: John Norris - Mathias Bruun, Niels Krøjgaard - Mads Krøjgaard og Nils Mønsted - Jan Pedersen. John Norris og Mathias Bruun går efter hattrick, da parret har vundet de to første udgaver af Superligaen.
Feltet rummer naturligvis også andre stærke navne, eksempelvis Jonas Houmøller - Anders Hagen, der kommer med en frisk sølvmedalje fra DM for hold. Også den talentfulde junior Nikolaj Hammelev, der netop har vundet bronze ved NM, er på startlisten sammen med rutinerede Lars Peter Damgaard. Du kan se feltet til både Superligaen og de øvrige divisioner her.
Superligaen afvikles i Bridgehuset i Odense. Samme sted spilles 1. division, også med 20 par. 2. division øst afvikles i Blaksets Bridgecenter i København. Du kan se programmet for alle divisioner her. 2. division vest, der skulle være spillet i Vejle, måtte desværre aflyses på grund af for få tilmeldinger.


