26. september 2025

Spil med i DM for seniorhold

 

Opdateret fredag den 26. september: Tilmeldingsfristen er nu på søndag den 28. september, hvis du har lyst til at spille med i sæsonens seniorhold. Turneringen er åben for alle - dog skal du naturligvis have den rette alder. Hvis du er født under statsminister H.C. Hansen eller tidligere, kan du være med. Oversat betyder det, at din dåbsattest skal være fra 1961 eller før.

Læs mere om, hvordan du tilmelder dig nedenfor.

- - -

28. august: Har du lyst til komme ud at spille, få en bridgeoplevelse og måske snuse til en medalje? Så er damedivisionen eller seniorhold måske noget for dig. Tilmeldingen til begge turneringer er åben nu, og der er fri tilmelding - blot kræver det naturligvis, at du er henholdsvis kvinde eller født i 1961 eller tidligere.

Seniorhold spilles efter den velkendte opskrift: To indledende weekender opdelt i en øst- og en vestpulje samt en fælles finaleweekend. Øst for Storebælt spilles første weekend i Roskilde, mens den indledende vestpulje foregår i Herning. Den fælles finaleweekend ligger denne gang midt i riget i Odense. Du kan læse mere om seniorhold her. Holdene tilmeldes via Flexbillet her. Tilmeldingsfristen er søndag den 28. september.

Damedivisionen spilles som altid over tre weekender. Med 19 eller flere hold spilles turneringen med 10 hold i 1. division og de øvrige i 2. division. Spillestederne i de to første weekender er i år henholdsvis Herning og Aarhus (Bellevue) i Vest og København i Øst. Den fælles finaleweekend afvikles ligesom i sidste sæson i Odense. Læs mere om damedivisionen her. Du tilmelder et hold via Flexbillet her. Tilmeldingsfristen er søndag den 2. november.