Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
26. oktober 2025

BK Nord vandt klubhold efter gyserafslutning

 

Resultater fra klubhold er her

 

Opdateret søndag den 26. oktober kl. 20.00: Hjemmeholdet BK Nord er nye danmarksmestre for klubhold efter en spændende afslutning. Guldmedaljerne blev hængt om halsen på: Morten Klug, Poul Clemmensen, Morten Jepsen og Kristian Tylvad.

Det meste af søndagen var opgøret om DM et kapløb mellem One-eyed Jacks og BK Nord, der længe lå side om side. De to klubber mødtes i næstsidste runde, hvor de enøjede knægte vandt 14,46-5,54. Herefter førte københavnerne med 11 kamppoint og havde deres skæbne i egne hænder. I sidste runde skulle One-eyed Jacks møde Rødovre Bridgeklub, som havde en bronzemedalje at spille for. Overraskende vandt Rødovre en knusende sejr på 19,24-0,76 og sikrede sig dermed bronze. Da BK Nord samtidig vandt 14,22-5,78 over Young Sharks, overhalede nordjyderne igen og sikrede sig DM, to et halvt kamppoint foran One-eyed Jacks.

Sølvvinderne er: Lars Lund Madsen, Mikkel Nøhr, Kasper Konow og Michael Askgaard. Bronzemedaljerne vil pynte hjemme hos: Andreas Rolf-Larsen, Jan Rolf-Larsen, Erling Munk Nielsen, Peter Jacobsen, Michael Justesen og Søren Krasilnikoff.

De seks højest seedede hold mødtes indbyrdes søndag, og disse seks hold sluttede også på de seks første pladser. Turneringsklubben Midtsjælland, der var seedet syver, var dog mindre end ét kamppoint fra sjettepladsen. Faktisk sluttede holdene næsten perfekt i handicaprækkefølge. Den eneste anomali var, at Young Sharks, der var seedet som nummer to, kom i mål på femtepladsen.

Bedst i multiholdberegningen blev Morten Klug og Poul Clemmensen fra BK Nord med 13,81. På andenpladsen fulgte Andreas og Jan Rolf-Larsen fra Rødovre med 13,72, og nummer tre blev Lars Lund Madsen og Mikkel Nøhr fra One-eyed Jacks med 13,12.

Du kan finde alle resultater fra DM for klubhold her.

Turneringen var arrangeret af Distrikt Nordjylland, og alt forløb, som det skulle. Samtidig blev mesterskabet sikkert styret i land af turneringsleder Jeppe Knappe.

- - -

Opdateret søndag den 26. oktober kl. 8.00: Hjemmeholdet BK Nord fører an efter førstedagen af DM for klubhold. Men afstanden ned til nummer to, One-eyed Jacks, er blot to kamppoint, så der er lagt op til en spændende afslutning søndag.

BK Nord var handicapfavoritter inden turneringen. Og i det hele taget holder handicapsystemets forudsigelser bemærkelsesværdigt præcist. De seks bedst seedede hold ligger efter førstedagen nøjagtig i den "rigtige" rækkefølge - bortset fra at der er byttet om på nummer to og tre, One-eyed Jacks og Young Sharks.

Lørdag mødtes de seks højest seedede hold med de seks lavest seedede, og i 30 ud af 36 kampe vandt det formodet bedste hold. De to førende klubber, BK Nord og One-eyed Jacks, vandt alle seks kampe. BK Nord holdt et imponerende gennesnit på 18,6 kamppoint i deres sejre.

BK Nords dominans understreges af, at holdets to par ligger nummer et og to i multiholdberegningen. Morten Klug - Poul Clemmensen har 15,52 og Morten Jepsen - Kristian Tylvad 15,02. Nummer tre er Kasper Konow - Michael Askgaard fra One-eyed Jacks med 14,79.

Søndag mødes de seks højest seedede hold indbyrdes, og så skal der nok komme mange tætte kampe.

Følg afslutningen på BBO fra kl. 9 og frem til kl. 17.40.

- - -

Onsdag den 22. oktober: Uanset hvor i landet du bor, har du mulighed for at heppe på din hjemegn, når DM for klubhold afvikles i weekenden. DM for klubhold er en slags landsdelsturnering, hvor hvert af Danmarks Bridgeforbunds 11 distrikter stiller med ét hold. Som forsvarende mestre har København dog to mandskaber med.

Hvis en af de to københavnske klubber skulle gå hen og vinde, vil to personer genvinde mesterskabet. Fire af spillerne på sidste års mesterhold, One-Eyed Jacks, har nemlig fordelt sig på de to københavnske hold, der deltager i år. Mikkel Nøhr og Lars Lund Madsen stiller fortsat op for One-Eyed Jacks (suppleret af Kasper Konow og Michael Askgaard), mens Anders Hagen og Jonas Houmøller spiller for Young Sharks (støttet af Mads Eyde og Jacob Røn). Ole Raulund og Tina Ege var også med på mesterholdet 2024, men deltager ikke i år. 

De to københavnske hold er naturligvis begge blandt favoritterne. Hvis vi kigger på handicapgennemsnittet, bliver begge dog undergået af BK Nord. BK Nord er samtidig hjemmehold, da turneringen arrangeres af Distrikt Nordjylland og spilles i Aalborg. De nordjyske hjemmebanehelte er: Kristian Tylvad, Morten Jepsen, Poul Clemmensen og Morten Klug.

One-Eyed Jacks, Young Sharks og BK Nord udgør den inderste favoritkreds. De øvrige tre hold i den handicapmæssigt bedste halvdel er Rødovre Bridgeklub, Aarhus BK og Fjends Bridgeklub. Disse seks klubber mødes indbyrdes søndag, og det vil være en stor overraskelse, hvis vinderen ikke bliver fundet blandt den bedste sekstet.

Du har hele weekenden mulighed for at følge med på BBO og se, hvordan det går dit lokale distrikt. Alma Rasmussen og Per Gaunø Jensen sidder klar ved tasterne fra lørdag kl. 12.45 og helt frem til kl. 23.10. Søndag sender vi fra kl. 9 og indtil sidste kamp slutter kl. 17.40. I de første syv runder kommer alle klubber på BBO mindst én gang, mens der i de sidste fire runder fokuseres på kampen om DM. Du kan se den foreløbige BBO-plan her.

Tidsplanen for klubhold er her. Og resultaterne fra turneringen kommer her.

 

 

Vinderne efter sejren i 2024: Anders Hagen, Mikkel Nøhr, Lars Lund Madsen og Jonas Houmøller. Helt til venstre er det Peder Bisgaard fra Hillerød Byråd. (Foto: Jan Nielsen)