18. november 2025
Pokalhold er klar til næste runde
Lodtrækningen til de næste runder i pokalturneringerne er nu foretaget.
I hovedturneringen er holdene nået til runde 3. Runde 3 er en slags opsamlingsrunde for de hold, som har tabt én kamp, det vil sige taberne fra runde 2A og vinderne fra runde 2B (herunder Ole Vinberg Larsen, der var oversidder i runde 2B og derfor betragtes som vinder i denne runde). De hold, som har vundet i runde 2A, går direkte til runde 4. Jess Tillge, der på grund af et ulige antal hold sad over i runde 2A, går også direkte til runde 4.
Vinderne i runde 3 går videre til runde 4. Birgitte Dyrekilde, der er oversidder i runde 3, betragtes ligeledes som vinder i denne runde og går også videre til runde 4. Taberne i runde 3 er ude af turneringen.
Du kan se lodtrækningen til runde 3 her.
I Breddepokalen skal holdene spille runde 2A og runde 2B. Runde 2A er for de hold, som har vundet i runde 1, mens runde 2B har deltagelse af taberne fra runde 1. For at sikre et lige antal hold i både runde 2A og runde 2B og dermed undgå oversidderrunder er en enkelt taber i runde 1 også med i runde 2A som såkaldt lucky loser. Efter lodtrækning blev det Ove Bech Holdensen.
Vinderne i runde 2A går direkte til runde 4. Herimellem spilles runde 3 for taberne i runde 2A og vinderne i runde 2B. Taberne i runde 2B er ude af turneringen.
Du kan se lodtrækningen til runde 2A her. Lodtrækningen til runde 2B er her.
Den officielle spilledato for næste runde i begge pokalturneringer er søndag den 25. januar. Holdkaptajnerne har dog mulighed for at aftale en anden dato indbyrdes, normalt højest 14 dage senere. Endvidere må pokalkampe afvikles på nettet, hvis begge kaptajner er enige om det. I Breddepokalen kan udeholdet kræve, at kampen skal spilles på nettet, hvis afstanden fra kaptajnens adresse til spillestedet er over 150 kilometer.
Bemærk, at nogle kampe i begge turneringer er udsat. Mesterpoint tildeles først, når alle kampe i en runde er afviklet.


